Jørgen Leth indlagt

Forfatteren, filminstruktøren og cykelkommentatoren Jørgen Leth er blevet indlagt på den spanske ø Mallorca med en alvorlig rygskade.

83-årige Jørgen Leth blev onsdag indlagt med stærke smerter i ryggen, efter han kom til skade under en af sine ugentlige tennistimer i sin lokale tennisklub på den spanske ferieø Mallorca.

LÆS OGSÅ: Det svenske kronprinsessepar smittet med corona

- Alt er lidt force majeure i dag. Jeg ligger her på Clinica Rotger i Palma de Mallorca, fordi jeg i sidste uge åbenbart havde svinget for hårdt til min ketcher under tennistræningen, og i hvert fald har fået en alvorlig rygskade. Det siger de foreløbig, forklarede Jørgen Leth i går aftes i en video fra sygesengen.

- Det er iskiasnerven, og det gør frygteligt ondt, og det har gjort frygteligt ondt, fortæller han og forklarer, at han har modtaget stærk smertestillende medicin, da de voldsomme smerter helt forhindrede ham i så meget som at stå oprejst.

Jørgen har været indlagt siden onsdag med en alvorlig rygskade

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth løfter sløret for hemmelighed

Vil tilbage på tennisbanen

Men torsdag aften var ryggen i bedring, og Jørgen håber at kunne blive udskrevet i dag fredag uden at skulle en tur på operationsbordet.

- Jeg mangler et rigtig godt helbred lige nu, men jeg håber da snart, jeg kan gå på tennisbanen igen, lød det friskt fra Jørgen Leth, der håber rygskaden kan klares ad medicinsk vej.

Jørgens søn Asger Leth har været ved sin fars side under indlæggelsen, og det var også ham, der filmede videoerne.

LÆS OGSÅ: Amalie Szigethy hastet på hospitalet

Formålet med videoerne var at samle ind til Jørgens ven og tidligere medarbejder fra Haiti, Jean Beleque, så han kan åbne en butik og komme tættere på sin familie igen. Derfor har Asger oprettet en indsamling, man kan donere til, mens Jørgen fra sygesengen læste højt af sin bog 'Det uperfekte menneske' og gjorde opmærksom på sagen.