Her er historien om 'Titanic'

I dag er det 20 år siden, at 'Titanic' rullede over skærmen i de danske biografer.

Skibet var ladet med Leo og Kate, og de to unge skuespillere var med til at gøre 'Titanic' til en af århundredets mest populære kærlighedsfilm

I dag det 20 år siden, Titanic ramte et isbjerg i de danske biografer. Det skete ved danmarkspremieren 23. januar 1998, og selvom det synkefrie skib endte på bunden af Atlanterhavet, strøg filmens to hovedrolleindehavere til tops. Leonardo DiCaprio og Kate Winslet blev stjerner og indledte et nært venskab.

'Titanic' er alle skibstragediers Mount Everest, sagde filminstruktøren James Cameron, da han forsøgte at overbevise sit filmselskab om, at han skulle filmatisere RMS Titanics forlis. Cameron havde stået bag filmsucceser som 'The Terminator' og 'Aliens', så han fik sin vilje og en masse penge til projektet. Camerons tanke var at skabe et episk kærlighedsdrama à la 'Romeo og Julie'.

Han researchede et halvt år på alt, hvad der havde med Titanics inventar, forlis, besætning og passagerer at gøre, inden han skrev manuskriptet. Herefter gik han og filmholdet i gang med at skabe selve skibet så nøjagtigt som muligt. Og der blev bygget kæmpe vandtanke, hvori skuespillere og statister skulle ”kæmpe for livet”.

LÆS OGSÅ: Her er historien om ’90-års fødselsdagen’

LÆS OGSÅ: HER ER DATOEN: ‘Badehotellet’ er tilbage

Leo ville ikke

Så skulle rollerne besættes. Filmbosserne så gerne, at Matthew McConaughey og Gwyneth Paltrow spillede de to store roller som Rose og Jack, men James Cameron mente, at Kate Winslet havde det rette ansigt. At hun var englænder og skulle spille amerikaner, gik jo nok. Hun måtte bare øve sig lidt på accenten. Kate Winslet siger selv, at hun ikke kan holde ud at se filmen, fordi hun taler så dårligt amerikansk i den.

James Cameron ville ikke have McConaughey, og en del skuespillere, heriblandt Christian Bale, gik til audition på rollen som Jack. Tom Cruise var interesseret, men hans lønkrav var for højt, og Jared Leto, et af Camerons egne bud, ville ikke.

Det ville Leonardo DiCaprio heller ikke, da han første gang fik tilbudt rollen. Han ville kun spille mørke roller – så en kærlighedsfilm var ikke lige ham.

Men Kate Winslet syntes, Leo var en genial skuespiller og ville have ham med i filmen. Så da de mødtes på filmfestivalen i Cannes, hev hun ham til side og fik ham overtalt. Og fra første dag på filmsettet klikkede Leo med Kate. De to støttede hinanden så godt, at James Cameron til tider følte sig overflødig. Leo siger, at venskabet med Kate var det bedste, han fik ud af 'Titanic' – for selve filmen bryder han sig ikke om.

GALLERI: Mascha Vangs vilde forvandling

LÆS OGSÅ: Hollywood-stjerner er blevet bragt sammen af stalker

En spand koldt vand

Leonardo DiCaprios forhold til James Cameron var indimellem temmelig anspændt. Leo var kun 21 år, da optagelserne gik i gang, men han havde flere filmsucceser og en Oscarnominering bag sig. Så den unge skuespiller lod sig ikke sådan hundse med, og der går mange historier om, hvorledes Leo forsøgte at genere Cameron, når han blev for grov.

Det hedder sig, at Leo vistnok på et tidspunkt ”kom til” at tabe en spandfuld koldt vand ned i hovedet på instruktøren, og James Cameron udtalte efter filmpremieren, at Leo var for umoden og besværlig at arbejde med.

Filmoptagelserne var planlagt til at vare i 138 dage, men de varede i 160. Mange af skuespillerne blev syge undervejs, fordi de konstant pjaskede rundt i vandet. Flere påstod, at de i timevis skulle opholde sig i koldt vand, men James Cameron siger, at vandet var opvarmet, og at folk fik lov til at gå på toilettet.

- Jeg ville ikke have, at de tissede i vandet, men det gjorde nogle af dem nok alligevel.

Filmselskabet og James Cameron var uenige om musikken. Cameron ville ikke have sin film koblet sammen med en popsang, men til sidst gav han sig, og Céline Dion indspillede ”My Heart Will Go On” – det skulle oprindeligt have været Sissel Kyrkjebø. Cameron bryder sig stadig ikke om den sang, og det gør Kate Winslet heller ikke.

Produktionen kom til at koste 200 millioner dollars – rundt regnet en million dollars pr. filmminut, men de penge var hurtigt tjent ind igen. 'Titanic' fik premiere i USA kort før jul 1997, så den nåede akkurat med i Oscar-ræset i 1998, hvor den blev nomineret til 14 statuetter. Den fik 11, og James Cameron kunne gå på scenen, løfte sin Oscar og råbe Jacks berømte replik: ”I’m the King of the World!”

LÆS OGSÅ:Hollywoodstjerners første løn: En porsche og 10 dollar til mor

LÆS OGSÅ: TV3-lægernes dom: Hollywoods værste plastikmareridt

SAY WHAT: Fræk paradiso har hovedrolle i Hollywood-gyser