Efter ‘Paradise’: Rikke afslører nye tv-planer

Rikke Gøransson er klar til at dele ud af sig selv i nyt program.

Rikke Gøransson meldte i starten af året ud, at hun er færdig som vært på 'Paradise Hotel', der nu overtages af Olivia Salo og Emil Olsen med nyt navn og nyt koncept. Programmet vil nemlig ikke længere hedde 'Paradise Hotel', men blot 'Paradise'.

- Det har været dejligt at få lukket et kapitel, som jeg har været meget glad for, og derfor har det også været svært at slippe, men jeg kan slet ikke beskrive, hvor spændt jeg er på det næste, der skal ske, fortalte Rikke fredag aften, da hun ankom til TV Prisen i Tivoli Hotel og Congress Center.

LÆS OGSÅ: Rikke Gøransson afslører: Derfor er min kæreste hemmelig

Rikke kommer dog ikke til at kede sig, selvom hun ikke længere er vært på et af de mest sete reality-programmer.

- Jeg er stadig hos Nent Group, og i øjeblikket sidder vi og udvikler et formart, jeg har tænkt på i mange år, som forhåbentlig bliver en realitet hen over foråret og sommeren, så det er en anderledes og meget spændende tid, jeg går i møde, fortæller Rikke til HER&NU og forklarer mere om programmet.

- Jeg tror, man vil kalde det commercial public service. Det er i hvert fald et program, hvor jeg kommer til at bruge mig selv mere i forhold til ikke at være så meget vært. Jeg glæder mig helt vildt meget, fortæller Rikke, der ikke må sige så meget om programmet endnu.

LÆS OGSÅ: Geggo laver tv igen: Er det ‘Bryggen’?

Dog afslører hun, at det bliver en noget anden rolle, men den er hun klar til at indtage.

- Hvis man vil lave noget med mening og seriøsitet, så er man også nødt til at give noget af sig selv. Man kan ikke bede folk om at dele ud og så ikke selv være villig til at give noget af sig selv. Så det har jeg det fint med. Selvfølgelig er det anderledes, og man bliver lige pludselig kigget på og vurderet for, hvem man er, men nu er jeg også 36, og jeg har det helt okay med, hvem jeg er. Jeg er ikke så bange for det. Jeg er mere spændt på, hvad det kan give andre mennesker, og hvilken rejse jeg skal ud på, slutter Rikke.

LÆS OGSÅ: Blev venner i ’Til middag hos’: Nu tager de på ferie