Dronning Margrethe på Færøerne: Dejligt at være tilbage
Dronning Margrethe nød sit 14. besøg på Færøerne.
På trods af en del forhindringer undervejs på rejsen var glæden ikke til at tage fejl af, da dronning Margrethe i torsdags endelig kunne tage hul på sit 14. besøg på Færøerne.
- Det er så dejligt. Det er virkelig dejligt at være på Færøerne igen, lød det fra majestæten ved ankomsten i torsdags.
LÆS OGSÅ: Prins Felix har fået en kæreste
At hun har tabt sit hjerte til landets natur og befolkning understregede hun også ved sin tale under lagmandens middag samme aften.
- Lige siden mit første besøg, da jeg kun var 19 år gammel, har Færøerne betaget mig med den pragtfulde og helt særegne natur. De sorte klipper, de grønne fjeldsider og det store hav: gråt eller blåt under en altid skiftende himmel. Men lige så markant og beundringsværdigt er det færøske folk, som jeg har lært at kende igennem de mange besøg i årenes løb.
LÆS OGSÅ: Frederik og Marys besked til Eriksen: Hemmelig hyldest
- Et stærkt og selvbevidst folk, som lever på naturens nåde, men altid med fortrøstning, hvad enten tiderne har været vanskelige, eller som nu hvor det færøske samfund er inde i en stærk udvikling, sagde dronningen, der glædede sig til de mange oplevelser, som besøget byder på. Og ikke mindst at gense steder, hun tidligere har besøgt sammen med prins Henrik.
- Det er nu fem år siden, at jeg sidst besøgte Færøerne. Bare på disse få år er der sket en rivende udvikling. Der investeres med omtanke i fremtiden. Her i Tórshavn og i bygderne skyder nye skoler og uddannelsesinstitutioner op, som skal ruste den unge generation til at kunne overtage ansvaret for dette smukke land. Jeg glæder mig til at se noget af det nye, som er sket, siden jeg var her sidst, og til at gense nogle af de steder, som rummer så mange minder fra tidligere besøg.
LÆS OGSÅ: Dronningens store rejse: Gensyn med Færøerne og Grønland