Derfor mangler Malene i 'De unge mødre'
Vi kommer ikke til at følge Malene og pigerne i fremtiden, som det ser ud lige nu.
Der har været stor udskiftning hos 'De unge mødre' på det seneste, hvor gamle kendinge som Nanna Eliasen og Camilla Framnes er vendt tilbage, mens flere andre er stoppet i Kanal 4-serien. Og da den seneste sæson løb over skærmen i slutningen af sidste år, manglede der også endnu en deltager.
Malene Bowman, som vi første gang stiftede bekendtskab med i slutningen af 2015, hvor hun medvirkede med sin daværende kæreste Thomas og døtrene Milla og Melia, manglede nemlig på deltagerlisten. Og sådan bliver det ved med at være i fremtiden, afslører den unge mor over for Realityportalen.dk og fortæller, at det skyldes bruddet med Thomas.
- Ja, jeg er desværre færdig i programmet. Thomas ønskede ikke, at pigerne skulle deltage i programmet længere. Det accepterer jeg selvfølgelig, selv om jeg er lidt ked af, at det er slut, for det har virkelig været en sjov oplevelse, og jeg har haft rigtig mange hyggelige timer ved at deltage, fortæller Malene.
- Han ønskede ikke, at pigerne skulle vokse op og være kendte ansigter, uden det var noget, de selv kunne vælge, fortsætter 'De unge mødre'-deltageren.
LÆS OGSÅ: Smaskforelsket ung mor flytter sammen med kæresten
"Pigerne har hygget sig"
Malene, der efter bruddet med Thomas igen har fundet kærligheden og planlægger at flytte sammen med sin nye kæreste, Mikal, har valgt at respektere ekskærestens ønske, selv om hun mener, at det hele var en god oplevelse for både hende og pigerne.
- Jeg har nydt at deltage, og det har udelukkende været en positiv oplevelse for mig og pigerne. De har også hygget sig med det, og for bare få dage siden spurgte Milla faktisk: "Hvornår kommer manden og damen igen?" - det kaldte hun altid vores tilrettelægger og fotografen, griner Malene.
- Hvis jeg havde vidst, at det ikke var en god oplevelse for dem, havde vi aldrig fortsat, men sådan er det jo ikke, slår 'De unge mødre'-deltageren fast.
Dermed får vi altså heller ikke lov til at følge Malene og kæresten på jagt efter den perfekte lejlighed, når 'De unge mødre' vender tilbage til Kanal 4 inden længe.
LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’-Malene: Derfor går jeg fra børnenes far
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.