'Beverly Hills'-stjerne afslører: gik amok under optagelser

Under indspilningerne til 'Beverly Hills' blev skuespilleren Ian Ziering rasende over skippede scener og smadrede sit omklædningsrum, det afslører han i et nyt interview.

I rollen som den fjogede rigmandsdreng Steve Sanders i tv-serien 'Beverly Hills 90210' havde skuespilleren Ian Ziering mest af alt lette, rappe replikker. Men da hans karakter endelig fik noget dybere at arbejde med, endte producerne alligevel med at klippe det ud.

Den beslutning følte den 50-årige skuespiller sig så forrådt over, at han blev edderspændt rasende. Det fortæller Ziering i et indslag til avisen The Huffington Posts online side HuffPost Live.

- Det var den episode i fjerde sæson, hvor Steve-karakteren bliver beskyldt for voldtægt. Det var første gang, jeg endelig fik nogle virkelig gode replikker, og jeg gennemarbejdede dem virkelig. Jeg gav alt, hvad jeg havde, men det kom ikke igennem redigeringen, siger skuespilleren, der reagerende meget kraftig på cuttet:

- Jeg flåede hele omklædningsrummet fra hinanden. Vi har alle arbejdet så hårdt for serien og fik slet ikke cadeau for det. Jeg er slet ikke voldelig, jeg har faktisk en meget lang lunte, men her bakkede de mig slet ikke op, siger Ziering.

LÆS OGSÅ: Beverly-stjerne er stolt af sin utro mand

Forsøger at lave reunion-afsnit

Selv om serien sluttede i 2000, arbejder Ziering på at lave en reunion-episode af hitserien, men det møder desværre en del modstand.

- En reunion er mulig, vi er alle stadig rigtig gode venner. Jeg havde tænkt mig at invitere hele banden over til middag og en snak om '90210', men jeg har ikke kunnet få kanalerne til at købe idéen, forklarer han.

Ziering har igen fået en kæmpe fanskare, efter han har medvirket filmene 'Sharknado', der efterhånden har opnået kultstatus. Filmene er katastrofefilm, der handler om skypumper, der løfter hajer op fra havet og angriber mennesker.

LÆS OGSÅ: 'Beverly Hills'-stjerne er sygeligt tynd

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.