Zumba-Lottes exit fra ‘Hjem til Gården’: Jeg har fortrudt

Deltagerne undrede sig over Lotte Tolsgaards forfængeligheds-argument for at vælge Michelle til en tvekamp, som hun endte med at tabe. – Vi er siden blevet forsonet, siger den 55-årige ernæringsassistent fra Vejle.

Deltagerne omkring bordet undrede sig en kende, da Lotte Tolsgaard forklarede, hvorfor hun havde valgt 34-årige Michelle til en tvekamp. Det var på grund af Michelles udprægede forfængelighed med at gå op i sit udseende under de primitive forhold i 'Hjem til Gården'. Det mente den 55-årige ernæringsassistent ikke var på sin plads i programmet.

Tvekampen, hvor der skulle hugges pæle over med økse, tabte Lotte til den yngre Michelle. Efterfølgende erkender Zumba-Lotte, at hendes argument for valget af Michelle måske var lidt tyndbenet.

LÆS OGSÅ: Mai Manniche flytter

- Jeg skylder hende undskyldning. Jeg syntes, hun fyldte meget og var dominerende, men jeg har i dag fortrudt, at jeg nævnte hendes forfængelighed som et argument. Jeg er sgu da også selv lidt forfængelig, så det var ikke godt gennemtænkt, indrømmer Lotte med et smil.

- Jeg var under pres, men synes i virkeligheden, at hun er en fantastisk pige. Vi har mødtes et par gange til en forsoning efterfølgende, og skal da også mødes igen, siger Lotte Tolsgaard, der også havde deltagerne Ulrik og Victoria i tankerne, men valgte at skåne dem, for at give dem en længerevarende oplevelse.

LÆS OGSÅ: Her er Rasmus’ ærlige mening om ‘Forsidefruer’

- Og selvom jeg ikke nåede at være med særligt længe, så var det en hamrende god oplevelse. Grunden til, at jeg deltog var, at jeg gerne ville prøve at leve som i gamle dage. Og bare være den man er fra inderst til yderst. Prøve at samarbejde på kryds og tværs med 14 nye mennesker, man ikke kender. Og det nåede jeg at opleve, fortsætter Lotte Tolsgaard, der til daglig bestyrer en kantine og driver en forening for Linedance og Zumba. Men hun havde en fornemmelse af, hvor det bar hen i programmet.

LÆS OGSÅ: Husker du Ciano? Her er han i dag

- Da Henrik blev storbonde, havde han og jeg ikke nået at få en ordentlig dialog, så jeg havde på fornemmelsen, at han ville pege på mig, siger Lotte, der fældede en tåre efter sin exit.

- Vi havde været sammen i mange døgn, og jeg kunne godt lide fællesskabet på gården, siger Lotte der har tre børn Martin, 34, Mette, 26 og Mark, 23 samt tre børnebørn. Hun bor sammen med sin kæreste i Vejle og føler sig rigtig godt tilpas i sit liv, siger hun.

LÆS OGSÅ: Oliver om Gunnvør: Hun er den bedste mor