'X Factor'-Tine udgiver debutalbum

Nu bliver det snart muligt at lytte til 2010's sangfugl, for Tine er nemlig på vej med sit første album.

Det blev til en flot 2. plads for Tine i 'X Factor 2010', men efter sejren er det ikke meget, de mange fans har hørt til sangfuglen. Det bliver der lavet om på nu. Den 21-årige sangerinde er nemlig snart klar med sit første debutalbum.

- Sangene er alle inspireret af min hverdag, og ting jeg har måttet gå igennem i mit korte liv, fortæller Tine til DR og uddyber:

- Min drøm er at kunne leve af min musik. Dette betyder dog ikke, at det nødvendigvis er en stor karriere, der vil gøre mig lykkelig - men når det så er sagt, er det nogle super dygtige mennesker med mange kontakter i musikbranchen, jeg arbejder med, og jeg vil gøre mit allerbedste for, at det bliver en succes.

LÆS OGSÅ: 'X Factor' vandt talentkrigen

'X Factor' banede vejen

Da Tine i 2010 stod foran dommerne, var det en genert og indelukket pige, der skulle vise sit talent. Men det har ændret sig.

- 'X Factor' gav mig et kæmpe skub i den rigtige retning. Det (genertheden, red.) fik Remee bestemt lavet om på, siger hun.

Men det er ikke kun Remee, der fungerede som mentor for Tine, som hun kan takke for sin udvikling.

- Udover dette så er de kontakter, jeg fik fra 'X Factor', det, der har ført mig til, hvor jeg er i dag. Selvfølgelig er det en stor omvæltning nu at skulle stå på egne ben, men det er en spændende proces.

LÆS OGSÅ: 'X Factor' har stor betydning for integrationen

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.