‘X Factor’-Emil smed blusen på live tv: Derfor gjorde jeg det

I lørdagens 'X Factor'-finale valgte Emil Wismann at smide blusen under sin live-optræden.

Trods corona-omstændigheder, som resulterede i, at finalefesten i 'X Factor' blev rykket fra Forum Horsens til 'X Factor' studierne i Brøndby, og at publikum kun bestod af familie og venner, så gjorde finalens tre deltagere alt for, at finalen i 'X Factor' 2020 alligevel blev et brag af en fest.

Emil Wismann smed blusen under sin optræden til alles store overraskelse.

- Det var ikke min egen idé, men det var heller ikke noget, jeg blev lokket til. Det var Thomas' idé. Da vi stod og øvede, så snakkede han om det, og så fik han mig overtalt, fortæller Emil, da Realityportalen møder ham efter showet.

LÆS OGSÅ: Kæresten overrasket over Almas talent: Hun vil ikke synge for mig

Selvom Emil ikke selv var kommet på idéen, og selvom han ikke helt forstod formålet, så stoler han nok på sin mentor Thomas Blachman til at hoppe med på legen.

- Thomas plejer som regel at have nogle gode idéer. Jeg kunne ikke rigtig forstå, at en topmave og pigmentpletter kunne noget, men altså han (Thomas red.) sagde, at det var fedt, og så sagde jeg bare, "så gør vi det", fortæller Emil, der et kort øjeblik havde glemt, at han nu har udgivet sin første single.

LÆS OGSÅ: Alma Agger vinder ‘X Factor 2020’: Jeg var sindssyg nervøs

- Det havde jeg da ikke lige tænkt på. Det er da mega fedt. Det er jeg glad for, fortæller han stolt.

Teksten til singlen 'Selvmord på dansegulvet' af Thomas Holm er Emil også glad for og kan genkende sig selv i sangen.

- Den handler om det med at være ligeglad og give sig hen, og det kan jeg sgu meget godt lide, fortæller Emil.

LÆS OGSÅ: Blachman efter tre 'X Factor'-sejre i træk: Overvejer at stoppe