Derfor ville Gunnvør ikke have fruerne med til Færøerne

Gunnvør ville ikke tage drama med til et sted, der for hende er helligt og helt privat. Derfor har hun i mange sæsoner afvist, at turen skulle gå til Færøerne.

Af Caroline Grønne Wigdal - 10. februar 2021 kl. 17:55

I flere sæsoner har Gunnvør Virgarsdóttir, 38, ikke været helt tryg ved TV3’s idé om, at optagelserne til ‘Forsidefruer’ skulle finde sted på Færøerne. Men her i sæson nummer 9 går turen alligevel til hendes fædreland, da corona jo satte en del begrænsninger for, hvor i verden de kunne rejse hen.

LÆS OGSÅ: Remee og Mathilde dropper strandvejen: Ind til byen

– I det øjeblik jeg lander på Færøerne, får jeg altid en helt særlig følelse i kroppen. Mine rødder betyder meget for mig, og Færøerne er derfor noget af det allermest betydningsfulde for mig. Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville fortsætte med at holde stedet privat, forklarer hun.

Derfor var hun i tiden før afrejse lidt bekymret. Både fordi hun følte, at seere af programmet pludselig blev taget med direkte ind i hjertekuglen på hende, men også fordi hun var nervøs for fruernes opførsel.

– Hvis man har været med på sidelinjen i ‘Forsidefruer’, så ved man, at det altid er hektisk og til tider rigtig, rigtig dramatisk og ikke nødvendigvis hyggeligt. Det er jo ikke en hemmelighed, at vi ikke altid er verdens bedste venner os fruer imellem. Jeg havde ikke tillid til det setup, og jeg var simpelthen nervøs for, at noget kunne gå galt, at det hele gik op i hat og briller, og at det kunne ende med at blive dårlig reklame for Færøerne, og det ville jeg simpelthen være ked af, forklarer hun til Realityportalen.

LÆS OGSÅ: CHOK! ‘Årgang 20’-stjerne i grim ulykke

Gunnvørs mor og far er fra Færøerne, og selvom hendes far og søskende i dag bor i Danmark, så har hun stadig hele sin familie på øerne.

Unødvendige bekymringer

– Det er selvfølgelig paradoksalt. For selvom jeg er med i det her program, så er jeg også et meget privat menneske. Selv på Instagram styrer jeg jo selv, hvad jeg vil dele, siger hun.

Gunnvør mener, at tilliden til, at det skal gå konfliktfrit i ‘Forsidefruer’-gruppen, desværre er røget for flere sæsoner siden, da der har været enormt meget drama gennem tiden.

LÆS OGSÅ: Jackie Navarro afslører nye sider af Rasmus

Det er også en af grundene til, at hun ikke vil have sine børn med i fællesscener i realityprogrammet.

Men heldigvis opstod der aldrig nogle store konflikter på turen, og i løbet af de dage fruerne var på Færøerne, viste det sig, at Gunnvør slet ikke havde haft grund til at være nervøs.

– Mine bekymringer var fuldstændig unødvendige, for jeg synes faktisk, det blev en virkelig fin tur. Fruerne var meget positive, respektfulde og søde. Vi har jo alle sammen noget, vi ikke viser frem på tv, og for mig var Færøerne noget, som jeg gerne ville passe på, siger hun.

LÆS OGSÅ: TILLYKKE! TV2-par venter barn

LÆS OGSÅ: Stine jubler: Jeg har fået nyt job