'Vild med dans'-deltager måtte alligevel melde fra: Jeg tudbrølede

Sangerindens fod har før forhindret hende i at gå på dansegulvet i 'Vild med dans'.

Den 2. oktober går Hilda Heick på dansegulvet i 'Vild med dans' sammen med sin dansepartner, Michael Olesen. Det har hun været tæt på at gøre før, dog ikke med Michael, men dengang endte det desværre med, at hun måtte trække i land med sit ja til at deltage.

- Jeg fik problemer med min fod og skulle opereres. Så jeg måtte melde tilbage og sige, at jeg ikke kunne alligevel. Jeg stod og tudbrølede dér på gangen, hvor jeg lige havde været inde og få undersøgt foden, og jeg ringede og måtte grædende sige: "Jeg kommer ikke til at være med i 'Vild med dans' alligevel, jeg er simpelthen så ked af det", forklarer Hilda Heick til Realityportalen.

LÆS OGSÅ: Store ændringer i ny sæson ‘Vild med dans’

Dengang var det heldigvis ikke så langt henne i forløbet, at parrene var blevet sat sammen og meldt ud.

- Jeg havde ikke fortalt det til andre end min bedre halvdel, så der var ingen, der vidste, at jeg skulle være med, siger sangerinden, der er ekstra glad for, at hun i år endnu engang fik muligheden på et tidspunkt, hvor fødderne er helt danseklar.

Femte gang er lykkens gang

74-årige Hilda Heick har ellers haft nok af muligheder, og TV 2 har nægtet at opgive ønsket om at få hende med i danseprogrammet. Derfor har de spurgt igen og igen.

- Jeg tror, det er femte gang, jeg bliver spurgt, om jeg vil være med i 'Vild med dans'. Jeg sagde ja denne gang, fordi jeg tænkte, at nu har de spurgt så mange gange, og jeg vil jo egentlig gerne. Så nu siger jeg sørme ja, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Linse ville vinde Alba: Klar til kamp mod Cengiz’ mor

Endnu engang delte Hilda sine overvejelser med familien, og både Keld og Annette bakkede 110 procent op om, at hun skulle sige ja. Desuden var der på grund af udskudte og aflyste job plads i kalenderen, hvilket næsten alle andre gange har været årsagen til, at hun måtte sige nej.

- Jeg tænkte selvfølgelig over min alder, men jeg føler mig godt tilpas, og jeg kunne ikke finde en grund til ikke at være med, fortæller hun.

Hildas alder

Hilda Heick og 38-årige Michael Olesen er allerede i fuld sving i træningslokalet, og som den første dans skal de danse den latinamerikanske cha-cha-cha.

LÆS OGSÅ: AFSLØRING: Se deltagerne i ‘Den store bagedyst’ 2020

Hilda er den ældste danser, der nogensinde har været med i den danske udgave af 'Vild med dans', og det lyder til, at hun ikke kunne være i bedre hænder end Michaels.

- Det er hårdt, og man træner meget, det er jo ingen hemmelighed. For der er meget, der skal læres på kort tid. Så det bliver selvfølgelig spændende at se, hvor udfordrende det bliver. Jeg lover, at jeg passer på Hilda, så godt som jeg overhovedet kan - samtidig med jeg prøver at presse hende lidt, siger Michael om aldersrekorden.

LÆS OGSÅ: Nybagt mor og ‘X Factor’-dommer: Tager baby med på job