Skuespiller Søren Fauli

Søren Faulis triste jul: Passer sin døende far

Faren er afklaret med sit skrantende helbred og vil ikke behandles mere.

Julen bliver markant anderledes for Søren Fauli i år. Han passer sin 96-årige far, Søren Møller, der efter lang tids sygdom er døende.

Artiklen fortsætter nedeunder videoen...

– Min far er helt frisk i hovedet, men han vil ikke behandles mere. Så nu bliver han lindret, fortæller Fauli til HER&NU. Søren Fauli mistede i 2016 sin mor, Mona Clemmensen, til lungesygdommen KOL, og det samme har nu ramt hans far.

– Han er afklaret. Han vil ikke mere. Han vil ikke indlægges. Han vil bare gerne dø derhjemme.

Fauli har selv haft et udfordret helbred det sidste års tid. Efter han sidste sommer brækkede ryggen i et cykelstyrt, har han også været ramt af hudkræft, haft en tennisalbue, fået fjernet adskillige nyresten og haft problemer med tandimplantater. Senest har han været igennem en prostataoperation med mange efterfølgende smerter.

– Jeg havde en forsnævret tissestråle og måtte opereres. Det var meget smertefuldt. Hysterisk smertefuldt. Man tisser blod i lang tid, fordi det har svært ved at hele, forklarer Søren Fauli, der dog er i bedring:

– Man bliver virkelig mindet om, at man er kommet i reparationsalderen, slutter den 60-årige instruktør.