TV3: Mopper elskede at være "Mopper"

Hos TV3 er man overvældede over den store støtte, der har været til hele ‘Familien fra Bryggen’ i de seneste dage.

Af Jonas Sand - 25. november 2016 kl. 12:07

Gårsdagens sæsonafslutning af ‘Familien fra Bryggen’ var et vemodigt afsnit. Her sagde seerne nemlig farvel til det ældste medlem af den folkekære familie, Ann Patricia ‘Mopper’ Christiansen, der mandag tabte kampen til den sygdom, hun havde kæmpet mod i den seneste tid.
LÆS OGSÅ: Nekrolog: Moppers liv fra start til slut
Og en lang række danskere var med til at sige farvel til Mopper, der umiddelbart efter sæsonafslutningen af ‘Familien fra Bryggen’ fik sit eget hyldestprogram af TV3.
288.000 så sæsonafslutningen, der dermed er det næstmest sete program i seriens historie, mens 228.000 seere sad til rette foran tv-skærmene for at se kanalens hyldest til den ældre humørspreder.
Igennem seriens 10. sæson har 209.000 fulgt med hver uge, og selv om det ikke er lige så mange som de i snit 219.000, der fulgte med i seneste sæson – en sæson, der blandt andet indeholdt fødslen og Geggo og Cengiz’ datter, Alba, så var det langt flere end både sæson 6, 7 og 8.
LÆS OGSÅ: HOT NEWS: ‘Familien fra Bryggen’ fortsætter
“Vi er overvældede”
Hos TV3 er man dybt berørte af den store støtte, som så mange seere og fans har vist til familien og Mopper gennem sygdomsforløbet og efter mandagens dødsfald.
– Vi er overvældede. Og vi er meget glade for de flotte tal. Personligt har jeg aldrig oplevet noget lignende, siden Mopper døde mandag aften. Børn, voksne og gamle har ringet og skrevet mails og breve, siger programmets presseansvarlige, Jens Mogensen, til Realityportalen.dk.
– Alle er kede af det, men stort set alle søger at opmuntre den øvrige familie. Og på de sociale medier skyller kærligheden jo ind over dem. Det har været meget rørende at opleve. Mopper betød meget for rigtigt mange mennesker.
LÆS OGSÅ: Se Moppers smukke afsked
“Mopper elskede at være Mopper”
Men det var ikke kun Mopper, der betød meget for mange mennesker. Den store støtte fra de mange fans betød også meget for Mopper, fortæller Jens Mogensen.
– Mopper elskede at være Mopper, og hun elskede at være en del af programmet. Jeg husker en ting, Mopper sagde til mig i forbindelse med et af de pressemøder, vi altid afholder før en ny sæson: ”Jeg er åbenbart god til at være Mopper. Det er jeg glad for. Jeg er glad for, folk kan lide mig.”
– Jeg ved også, at hun var meget glad for alt den kærlighed, alle de søde tanker og alle de opmuntringer, som er strømmet ind, lige siden Linse i september måned offentligt fortalte, at Mopper var alvorligt syg. Det betød meget for hende, slår han fast.
Der er ingen tvivl om, at det er en markant karakter, der kommer til at mangle, når ‘Familien fra Bryggen’ til foråret vender tilbage med en helt ny sæson. Men der er heller ingen tvivl om, at det er i hendes ånd, at serien lever videre.
LÆS OGSÅ: De 10 bedste klip med Mopper
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.