Tomas og Anne Mette fra ‘X Factor’: Vi nægter at gå i glemmebogen

Ægteparret fra 'X Factor' 2018 har stadig blod på tanden og vil fortsat følge deres drøm.

På nær enkelte undtagelser bliver de fleste 'X Factor'-deltagere glemt, så snart rampelyset slukkes på tv. Men Anne Mette og Tomas fra Mårslet vil gerne fortsætte det musikalske eventyr og danser videre i den retning oven på en hæsblæsende 'X Factor'-oplevelse i 2018-sæsonen med Blachman som mentor. I denne uge debuterer de nemlig med singlen 'Tango on a Tuesday', og så håber de på optrædener i kølvandet på deres egenproducerede musik.

- Det var fantastisk med al den opmærksomhed, intenst og vildt fedt at medvirke i ”X Factor”. På nær et par enkelte kirkekoncerter har der dog ikke været bud efter os. Det håber vi, der kan blive lavet om på, siger ægteparret fra deres store hus med idyllisk have i byen syd for Aarhus, hvor de bor og arbejder med e-læring.

LÆS OGSÅ: Princess Natascha overvejer sterilisation

De overlevede tre liveshows, inden det var slut for dem, og 'X Factor' blev deres første offentlige optræden i nyere tid, siden de mødte hinanden i 1994, hvor de begge spillede i et band.

- Da vi landede oven på talentkonkurrencen, var det lidt gråt og trist, husker 54-årige Anne Mette om følelsen bagefter, men med oplevelsen fik de samtidig blod på tanden til at fortsætte.

- Ja, og det har jo ikke været sådan, at man ligefrem stod i kø efter os, erkender den seks år yngre ægtefælle, der med single-udspillet håber, at det forhold kan ændre sig i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Melvin scorer nyt job på landsholdet

Om at finde nyt indhold i livet

Debutsangen handler om, at man som par bør finde nyt livsindhold, når børnene er fraflyttet reden. Et emne, der er aktuelt for parret selv, der har børnene Sebastian, 19, og Anna Simone, 17.

- For det er vigtigt at have eget materiale, når man skal optræde. Og der er flere sange i støbeskeen, lover parret, der selv er trådt ud af børneboblen og skal fylde nyt indhold i deres liv.

LÆS OGSÅ: Tattoo-Morten er blevet indlagt

Men Anne Mette og Tomas har altid forsøgt at arbejde med deres forhold.

- Før i tiden skulle vi hver tirsdag diske op med en overraskelse for den anden. På et tidspunkt kom Anne Mette så op med, at vi skulle danse salsa for nedrullede gardiner, og jeg var helt ustyrlig dårlig til at danse, husker Tomas, der bragte dem på idéen til sangteksten.

- Men idéen om at lave noget sammen, er, hvad det handler om siger parret, der har fået lavet en tilhørende musikvideo.

- Vi har brugt et års tid på at producere sangen. Men med ny musik på trapperne kan vi allerede mærke en stigende interesse, fortæller den musikalske duo.

LÆS OGSÅ: Joachim Knop udgiver jazzalbum: Det er grænseoverskridende

LÆS OGSÅ: Mai Manniche kommenterer på ægteskabsrygter med 'Robinson'-stjerne