Svigtet som barn: Jeg har altid været en overlever

Amanda Sascha er vokset op uden sin far og med en mor, som var misbruger. Det har været hårdt og turbulent, men det har gjort hende til, den hun er i dag. En overlever.

Mange seere havde fordomme om 28-årige Amanda Sascha, da hun gik i land på en øde ø sammen med resten af Robinson Ekspeditionens deltagere. Med sine lakerede negle, lange øjenvipper og sit platinblonde hår lignede hun nemlig ikke den gængse overlever - Men folks fordomme blev gjort til skamme.

- Jeg har altid været en overlever. Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke har haft ansvaret for mig selv, fortæller Amanda Sascha i et stort interview med Alt.dk. 

LÆS OGSÅ: Nu vender de tilbage: Skal du se med?

I interviewet åbner hun op om sin barndom, som har været præget af svigt og usikkerhed.

- Min mor forsvandt i lange perioder. Hun var misbruger og følelsesmæssigt ustabil og kunne ikke passe på os. Hendes kærester drak og tog stoffer, og flere af dem var voldelige, forklarer hun.

- Det var alt andet end trygt, når der var voksne i mit barndomshjem. Men jeg dækkede over hende ved selv at blive en lille voksen. Børn er loyale, også over for forældre der svigter dem, fortsætter hun og forklarer, at de små søskende kun var hos familien hver anden weekend.

LÆS OGSÅ: Medina afslører kønnet

Selvom det har været en livslang kamp at vokse op i en socialt udsat familie, har realitydeltageren også taget noget positivt med fra sin barndom. Den har gjort hende stærk og stålfast. På ekspeditionen kæmpede de fleste deltagere blandt andet med sult og kulde, men der gik lang tid før, at det blev hårdt for Amanda.

-  Det var jo ikke nyt for mig. Jeg har været sulten før. Og jeg ved, hvad det vil sige at leve uden elektricitet, forklarer den blonde skønhed.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard i panik: Skyder sig selv i benet

I dag bor Amanda Sascha med sin kæreste i en lejlighed i Søborg nordvest for København. Historien om hende er den klassiske fortælling om en mønsterbryder, og du kan læse hele fortællingen på Alt.dk.