Stine Kronborg i Las Vegas: Jeg vil hjem til Danmark

Turen til Las Vegas har længe været planlagt, men i mellemtiden har Stine Kronborg i takt med sin moderrolle opdaget, at hun allerhelst vil hurtigt hjem til Nakskov igen.

Hold nu kæft, hvor er jeg dum. Nogle gange gør jeg desværre bare ting lidt for hurtigt, og det koster mig dyrt. Totalsmadrede min limited edition iPhone 7+ ved ankomsten til Las Vegas, og jeg ved faktisk ikke, om den er til at redde – og hvis den er, så bliver det bestemt ikke en billig affære. Min amerikanske ven Victor virkede mere ærgerlig over det, end jeg selv gjorde, og jeg kan godt huske, at jeg også engang selv var sådan. Tror, det er efter, at jeg er blevet mor. Nu skal der altså mere til at slå mig ud af den. Havde det været før Leo, så havde jeg været grædefærdig, og jeg har før undladt at dukke op til vigtige ting, fordi min verden var gået under på grund af én eller anden materiel ting.

Jeg kan dog stadig høre lyden af, at jeg kvaste telefonen uden at vide, at det var den. Jeg var i gang med at tømme bagagen ud af vores fine, lejede, røde bil, mens jeg fortalte Viktor om den lange rejse. Og da jeg ville lukke bagagerummet, var der lidt modstand. Troede bare, det var hattehylden, der sad lidt i vejen, så jeg trykkede til. Men det var desværre min telefon, jeg kvaste sønder og sammen dér. Viktor opdagede det, ellers havde jeg nok ikke selv gjort det, da jeg faktisk ikke bruger telefonen nær så meget mere, efter jeg har fået barn. Min reaktion var: ”Nårh, men i det mindste nåede vi frem, og vi er i live.” Det eneste, jeg indtil videre er ærgerlig over, er, at jeg nu ikke har et kamera til turen, da jeg valgte at lade mit Canon blive hjemme, samt at de billeder, jeg allerede havde taget, sidder fast inde i telefonen da jeg med en smadret touch screen ikke kan låse den op og overføre til computer. Men billeder skal jeg nok få taget på en eller anden måde, bare rolig ha ha.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg trænger til frirum: Er jeg en dårlig mor?

Bortset fra det lille uheld gik turen herover ellers godt. Jeg er glad for at jeg har erfaring med at rejse med baby, og denne gang gjorde en masse ting nemmere for mig selv. For det første valgte jeg at booke parkering i lufthavnen med ”We Park You Fly”, hvor jeg bare skulle komme og sætte bilen ved skranken, tage mine ting og gå op og checke ind. Hvorfor har jeg aldrig gjort det før? Nøj, hvor var det befriende, når man har kørt helt fra Nakskov i stedet for at parkere et sted i nærheden og derefter tage en åndsvagt dyr taxa med dårlig service. Og nu ved jeg, at jeg bare skal gå over til min bil, når jeg lander igen sent mandag aften. Og med de priser vi betaler for taxa i Danmark, så går det næsten lige op – og så helt uden stress.

Jeg har næsten heller ikke pakket noget denne gang, da jeg ikke gad besværet med at bakse med alt for meget, når jeg rejser uden hjælp. Vi har én kuffert med, med i alt 13 kilo (og det kan godt være, at det bliver liiiidt anderledes på vej hjem, da jeg regner med at shoppe nogle amerikanske goodies og må have 46 kilo med. Det kan jeg jo lige så godt kan benytte mig af.) Derudover har jeg lejet en bil med børnesæde, hvilket jeg bestemt manglede på sidste rejse. Så autostolen derhjemme lod jeg blive i min egen bil, selvom det var gratis at tage den med i flyet. Man må også godt have en klapvogn med, men sådan en ejer jeg ikke. Jeg har i stedet min ergonomisk korrekte bæresele med (blink blink til mor-politiet).

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: UPS! Mine bryster faldt ud på scenen

Jeg havde først booket flybilletter med Swiss Air, men da jeg ringede for at tjekke op på mit babybassinet, som jeg havde bestilt, fortalte deres medarbejder mig, at han var for gammel. Jeg flippede helt ud og ville have mine penge tilbage, for det kunne de sgu da godt have fortalt mig, da jeg bookede billetterne. Jeg spurgte, hvor mange kilo de gik op til, og det var til 11 kilo, hvorpå jeg fortalte, at han altså kun vejer 8,5. Manden svarede provokerende, at de jo kunne se hans alder og derfor ikke kunne give mig et.

Jeg endte derfor med at flyve med British Airways, som gerne ville give mig den service. British Airways var ok, dog levede det ikke helt op til min erfaring med Turkish Airline. Hos British Airways fik jeg sådan en skråstol-lignede tingest, som knægten selvfølgelig HØJLYDT nægtede at sove i. Så alt det besvær for at han alligevel kun ville falde i søvn ovenpå mig. Til gengæld var den ekstra benplads guld værd, da jeg kunne sætte ham ned og lege, så tak for det British Airways.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Hvem er faren?

Min tur til Las Vegas har været planlagt siden starten af året, hvor jeg købte VIP-billetter til Mr. Olympia. Jeg var blevet tilbudt ”guldbilletter”, og hvis man ikke køber, ryger man bagerst i køen igen. Men ærligt, så havde jeg ikke lyst til at tage af sted, nu jeg lige har åbnet café – plus dengang mente jeg også, at jeg kunne åh, så meget med en baby. ”Se mig, se mig!”. Derfor er jeg her kun seks dage, da jeg bare gerne vil tilbage til Danmark hurtigst muligt til alle mine bekvemmelige ting og hygge i Nakskov. Det er sjovt, som livet kan forandre sig. Jeg elsker stadig at komme til USA, men de drømme, jeg havde om at ville bo her, er langsomt blevet utydelige, i takt med at jeg finder ud af, hvor omstændeligt (læs dyrt) det er at være aleneforsøger til et lille barn.

Dog er jeg glad for, at jeg tog afsted, da jeg bestemt har en kæmpe kærlighed for bodybuilding og fitness. Mine drømme om dét lever stadig, og Mr. Olympia-showet var oprindelig kickstarten til den vision.

Jeg vil dog forsøge ikke at smadre mere på denne tur, men igen; jeg skal ikke beklage mig. Min familie i Florida har lige mistet en del mere end en iPhone, efter orkanen Irma ramte præcis deres by med en kategori 4, som er den næsthøjeste styrke, der findes. Hvor store ødelæggelserne er, har jeg ikke fået at vide i skrivende stund, da mobilmasterene er nede, og de endnu ikke har fået strøm. Men som sagt før: ”Så længe vi er i live, er alt andet til at erstatte eller genopbygge!”

LÆS OGSÅ: Ung mor afslører: Aborterede efter slag i maven

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg indrømmer: Jeg drak alkohol hver dag

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.