Spændingen stiger: Dansedrama udsat

Ingen røg ud af Vild med dans fredag aften, men i næste uge skal parrene igen kæmpe for overlevelse i programmet.

Det var ikke kun rytmer og trin, der blev fokuseret på fredag aften, da Vild med dans for syvende gang løb over skærmen.

I et særligt "Knæk Cancer"-program var de seks resterende par på gulvet, men da skuespilleren Besir Zeciri allerede i sidste uge måtte trække sig på grund af en hjernerystelse, var der ingen, der blev stemt ud i programmet, hvor der undervejs blev samlet ind til Kræftens Bekæmpelse.

I denne uge kunne parrene derfor tage den med ro. I næste uge skal dommernes point og seernes stemmer lægges sammen med dem, parrene fik fredag aften, og først derefter vides det hvem, der skal i omdans.

Gymnasten Helge Wammen og partneren Sofie Kruse fik færrest point af dommerne for deres dans fredag aften - kun 12 blev det til af slagsen. Flest fik skuespilleren Johannes Nymark og hans partner, Claudia Rex, der scorede 33 point.

Vild med dans-dommerne havde i aftenens anledning forberedt indslag, der skulle skæppe penge i kassen til Kræftens Bekæmpelse. Samtidig sad flere tidligere deltagere i et specielt indrettet call center og tog imod opkald fra danskere, der ønskede at donere penge til formålet.

Finalen i Vild med dans afholdes den 28. november.

LÆS OGSÅ: Gravid tv-vært afslører kønnet

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.