CHOK: Favorit ude af 'Vild med dans'

Aftenen bød på et farvel til skuespiller Neel Rønholt og danseren Michael Olesen.

Her til aften blev blev fem par skåret ned til fire, og kvartfinalen blev endestationen for Neel Rønholt og den professionelle danser Michael Olesen i denne sæson af 'Vild med dans'. Og det er stik imod bookmakernes forudsigelser, der ellers spåede danseparret en andenplads i konkurrencen. Sådan gik det ikke - men det tager Neel ikke så tungt.

- Den sidste dans, vi dansede, var vores bedste dans, lød det fra Neel lige efter dommen.

- Jeg kan ikke være ked af det nu, fordi de sidste fredage, vi har danset, har været en fantastisk oplevelse, fortsatte hun.

- Jeg vil altid tænke tilbage på den her periode med så meget glæde og varme.

En virkelig god måde at ryge ud på

Dansepartneren Michael Olesen har det dog ambivalent med deres afsked med programmet.

- Vi er ærgerlige over, at det slutter så tæt på finalen. Det havde været fantastisk at få de sidste to uger med. Samtidigt synes jeg, at det er en dejlig, dejlig følelse, alt det vi har fået lov til at opleve de sidste måneder sammen, lød det fra Michael efter showet.

- Det er en blandet følelse af at være rigtig, rigtig glad og stolt over alt det, vi har gjort, og samtidigt er jeg også lidt ærgerlig over, at vi så tæt på finalen skal sige farvel, fortsatte han.

Neel holder dog fast i det positive ved at være nået så langt i konkurrencen.

- Jeg tror bare, at alt kan ske. Jeg mener virkelig, at vores omdans gik sindssygt godt, og jeg var så glad for den dans. For mig har det hele tiden handlet om at få noget ud af den her oplevelse, få det med, som jeg gerne ville, nyde det. Hvis jeg skulle ryge af 'Vild med dans', så er det her en VIRKELIG god måde at ryge ud på, hvor jeg bare har danset, givet den gas og ikke være bange for noget, fortalte hun efter aftenens show.

- Jeg har fået så mange ting med fra det her program. Så det er også okay, at det slutter her, selvom det også er ærgerligt. Men jeg har virkelig svært ved at være trist, understreger hun.

Tilbage er Jakob Fauerby og Silas Holst, Oscar Bjerrehuus og Asta Björk, Coco O. & Morten Kjeldgaard samt Christopher Læssø & Karina Frimodt, som nu er videre i semifinalen.