Shoppeglade Michelle: Jeg er ikke dum

Man kan godt gå op i sit udseende og samtidig have en masse at byde på. Det vil Michelle fra ‘Hjem til gården’ bevise.

Af Kenth G. Madsen - 3. april 2021 kl. 18:58

På hylden over sengen i soveværelset står 60 æsker med designersko i sirlig orden. Tøjstativet står frit fremme og bugner af fine kjoler. Dyre tasker fra mærker som Louis Vuitton, Mulburry og Gucci står side om side i Michelle Jørgensens lejlighed i Aarhus, hvor den shopping-glade kvinde bor sammen med sin forlovede, Kenneth.

Lidenskaben for moderigtig beklædning synes at være en kæmpe kontrast til det primitive liv i ‘Hjem til Gården’, hvor hun i søndags bestred ledertjansen som storbonde for beboerne.

– Jeg vil gerne gøre op med de fordomme, at bare fordi man godt kan lide pænt tøj, så er man dum og uduelig, forklarer den 28-årige revisor til HER&NU.

LÆS OGSÅ: DATOEN ER KLAR: Nu skal prins Christian konfirmeres

– Jeg bliver tit opfattet som en prinsesse, der ikke kan noget og er uintelligent. Jeg shopper nyt tøj og jeg går op i, hvordan jeg ser ud, men folk undervurderer mig. Jeg er ikke en, der venter på, at min mand ordner tingene. Jeg tager selv fat og er god til at stå op for mig selv, siger Michelle, der for fem år siden mødte sin forlovede, 30-årige Kenneth, på en ferierejse til Los Angeles sammen med nogle venner. Hun boede dengang i Roskilde, mens han var fra Sønderborg.

– Allerede efter vores første møde på Hovedbanegården, vidste jeg bare, det var ham, da han smilede til mig. Det lyder pladderromantisk, men sådan var det. Vi havde aldrig mødt hinanden før, men allerede efter halvanden uge blev vi kærester, fortæller Michelle.

LÆS OGSÅ: Åbner op om forholdet til Blachman

Michelle og Kenneth mødtes på en rejse til USA. Nu skal de snart giftes (Foto: Niels Henrik Dam)

Bryllup på vej

Kort tid efter flyttede hun sammen med rejsekammeraten i den lille lejlighed i Ceresbyen i Aarhus. Og under coronaen faldt Kenneth så på knæ med en ring til sin udkårne.

– Vi er i gang med at planlægge bryllup til august næste år. Jeg har alle dage drømt om at blive gift i Roskilde Domkirke, men det endte med at vi valgte Vor Frue kirke i Aarhus. Vi har selvfølgelig også snakket om børn, og nu drømmer jeg om at vinde førstepræmien på en halv million kroner i ”Hjem til gården”, så vi kan købe et hus og få noget mere plads, siger Michelle Jørgensen, der i øvrigt udfordrede sin allergi i ‘Hjem til Gården’.

– Jeg kan ikke tåle græs, katte, nødder og flere andre ting. Det kunne have været en forhindring, men det gav underligt nok ingen problemer på gården. Vi spiste megen grøn mad, så det fandt jeg ud af, er godt for mig. Så nu er jeg begyndt at spise meget mere grønt herhjemme, fordi det hjælper mod allergi, siger hun om et positivt udbytte af sin medvirken i programmet.

LÆS OGSÅ: Didde åbner op: Jeg har fået en depression

LÆS OGSÅ: Martin Jensen afslører: Hygger med Vermund