Ny 'X-Files'-sæson får dansk premiere

Fox Mulder og Dana Scully vender igen tilbage, men denne gang bliver det mere i den klassiske 'X-Files'-stil.

Det vakte stor glæde for fans af 'X-Files', da kultserien gjorde comeback i starten af 2016 efter næsten 14 års pause fra skærmen. Den nye sæson af sci-fi-serien, der oprindeligt trak en masse seere til tv-skærmene mellem 1993 og 2002, fik en blandet modtagelse, men nu vender David Duchovny og Gillian Anderson igen tilbage i rollerne som FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully.

Den 3. januar får seriens 11. sæson premiere for de amerikanske tv-seere, og allerede dagen efter kan danskerne også få lov til at følge med, når streamingtjenesten Viaplay viser sæsonens første afsnit. Herefter kommer der et nyt afsnit hver torsdag - altid dagen efter afsnittet har været sendt på amerikansk tv.

LÆS OGSÅ: Medier: ‘The Office’ vender tilbage

Tilbage til rødderne

Den nye sæson tager fat, hvor sæson 10 slap. Mulder er alvorligt syg af en ukendt virus, der er begyndt at slå menneskeheden ihjel, mens Scully desperat er på jagt efter en kur. Den seneste sæson sluttede, da en UFO svævede over dem, mens de holdt stille på en bro, og sæson 11 fortsætter direkte herefter.

Jagten på William, Mulder og Scullys bortadopterede søn, kommer til at være et vigtigt tema for sæsonen, der ellers vender mere tilbage til de klassiske 'X-Files'-rødder. Det fortalte underholdningsdirektør hos FOX, David Madden, ifølge IGN tidligere på året.

- Den første episode bliver en mytologi-episode, men denne gang bliver den en langt mere simpel mytologi-episode end i sidste sæson. Derefter vil der komme otte enkeltstående episoder (de såkaldte monster of the week-episoder, red.), inden der igen bliver afsluttet med et mytologi-afsnit. Vi berører mytologien en smule i de mellemliggende afsnit - en smule, fortalte han.

- De bliver mere klassiske 'X-Files-episoder, hvor Mulder, Scully og andre karakterer render ind i nye eventyr, fortsatte han om de otte enkeltstående afsnit.

LÆS OGSÅ: Mystisk Netflix-serie fanger fra første øjeblik

Gamle kendinge vender tilbage

Det ligger allerede nu fast, at det formentlig bliver Gillian Andersons sidste omgang som agent Scully - selv om hun selvfølgelig kan ombestemme sig, som hende og David Duchovny tidligere har gjort. Hun er dog fuldt ud med i sæson 11, hvor seerne også får lov til at se flere andre gamle kendinge.

Mitch Pileggi gentoptager igen rollen som FBI-direktør Walter Skinner, der igennem serien har været Mulder og Scullys nærmeste allierede. William B. Davis er også igen med som den storrygende skurk Cancer Man, der på noget mirakuløs vis vendte tilbage i seneste sæson, efter alt ellers tydede på, at han blev slået ihjel i den originale serie.

- Jeg er her for at give dig et tilbud. Civilisationen nærmer sig afslutningen. Jeg beder dig om at forråde hele menneskeheden, siger han til Walter Skinner i traileren, inden han traditionen tro tænder en cigaret.

LÆS OGSÅ: ‘Kongen af Queens’-genforening får dansk premiere

Lauren Ambrose og Robbie Amell genoptager igen rollerne som FBI-agenterne og Mulder og Scully-kopierne Einstein og Miller fra den seneste sæson. Derudover vender Annabeth Gish igen tilbage i rollen som FBI-agenten Monica Reyes. Også Veronica Cartwright og  Chris Owens gør comeback som Cassandra og Jeffrey Spender, mens der formentlig også bliver gensyn med flere.

Flere nye ansigter kommer også til, mens seerne også kortvarigt får lov til at møde Mulder og Scullys trofaste hjælpere Tom Braidwood, Dean Haglund og Bruce Harwood i rollerne som the Lone Gunmen. De tre ofrede deres liv i den originale serie, og derfor bliver deres deltagelse kun i flashbacks.

Den 11. sæson af 'X-Files' får premiere på Viaplay den 4. januar 2018. Herefter kan du se et nyt afsnit hver torsdag - dagen efter det har haft premiere på amerikansk tv.

LÆS OGSÅ: Ny ‘Vikings’-sæson får dansk premiere