Sanne om første 'X Factor'-liveshow: Det gjorde ondt i mig

'X Factor'-dommeren er overrasket over, hvor følelsesmæssigt påvirket hun blev af fredagens liveshow.

Fredag aften var det blevet tid til første omgang af liveshow i denne 'X Factor'-sæson. Mens Remee og Blachman efterhånden er rutinerede herrer i denne situation, var det for Sanne Salomonsen første gang, hun på live-tv skulle være med til at stemme en deltager hjem.

Sannes deltager, Oliver, kom i farezonen mod Remees deltager, Anja Nynne, men heldigvis for Sanne blev det ikke Oliver, vi fredag aften måtte sige farvel til, hvilket hun er meget lettet over:

- Vi er jo alle sammen klædt på til, at vi hver fredag skal sige farvel til en deltager, men alligevel bliver man meget påvirket af det. Der er mange følelser indblandet, når man lærer hinanden så godt at kende, som vi har gjort nu. Så er det klart, at man ved, hvad der sker inde i sine deltagere, og jeg vidste, hvad der skete inde i Oliver, og det gjorde rigtig ondt i mig. Men jeg var nødt til at være den stærke støtte, der sad dernede og prøvede at sende energi op til ham. Og gudskelov, så fik Oliver lov at blive, fortæller Sanne, der bestemt ikke ser frem til den dag, hvor hun skal sige farvel til en af sine tre deltagere:

- Jeg er simpelthen blevet advaret om, at det bliver forfærdeligt, og jeg har hele tiden tænkt, at det sikkert bliver fint nok, for vi er cool, vi er voksne, og vi ved, hvad vi laver. Men nu har jeg prøvet et liveshow, og gu' gør vi ej! Når først Danmark stemmer, og man ikke ved, hvad de stemmer, så bliver man virkelig kastet ud på dybt vand. Jeg synes, det er spændende og en stor opgave at være med i 'X Factor', og jeg har sagt, at jeg ikke vil tude. Men jeg kommer sgu nok til det på et tidspunkt, har jeg fundet ud af nu. For jeg synes, det er svært, og jeg elsker mine deltagere, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Anja er ude af ‘X Factor’: Det er uretfærdigt

LÆS OGSÅ: Joakim Ingversen om at være far: Det er fantastisk

"Det var ubehageligt"

Selvom Oliver er meget lettet over, at han kom videre i denne runde af sangprogrammet, så var fredagens farezone og afskeden med Anja Nynne bestemt også en hård omgang for ham.

- Det var utrolig ubehageligt, og det var ikke sjovt at stå i farezonen. Især ikke overfor Anja Nynne, der bare er virkelig dejlig og sød, fortæller Oliver og fortsætter:

- Jeg blev meget rørt, for Anja Nynne er så talentfuld og dygtig, og jeg vil jo helst ikke have, at nogen ryger ud af programmet. Men sådan er det jo desværre. Det vidste jeg jo også, da jeg valgte at stille op. Jeg er bare en meget følsom person, så det rørte mig virkelig meget at skulle sige farvel.

Se næste 'X Factor'-liveshow fredag klokken 20.00 på DR1. 

LÆS OGSÅ: Blachman forklarer sig: Derfor sendte jeg Anja Nynne ud

LÆS OGSÅ: Linse om flytningen til Spanien: Sådan reagerede Geggo

LÆS OGSÅ: Nadia Shila er bekymret for sin mor: Hun ved ikke, hvad hun laver