Sådan lever Kjeldbjerg under 'Robinson'

Hvor bor ekspeditionslederen egentlig under optagelserne af 'Robinson'? Hvad får han tiden til at gå med? Og vasker han egentlig sit eget tøj? Få svarene her.

Når 'Robinson Ekspeditionen' er i gang, så bor deltagerne i alt andet end luksus. Vådt tøj, sand overalt og bagende sol er hverdagskost. Men hvor bor ekspeditionslederen imens?

- Jeg bor ikke på stranden. Jeg bor i noget, der bestemt ikke er luksus. Det er noget, der ligner en hytte, og det er fint nok, fortæller Jakob Kjeldbjerg til Realityportalen.

LÆS OGSÅ: WHAT: Jaffer skal være vært på tv-program

Men Kjeldbjergs lille hjem under ekspeditionen er faktisk hans eget valg.

- Jeg kunne i virkeligheden som vært sige, at jeg vil bo på et femstjernet luksushotel. Men for det første, så interesserer det mig ikke så meget. Og for det andet, så vil der være for langt fra dét, og så til at stå på øen sammen med deltagerne, der er så pressede. Så jeg har behov for, ligesom mine dygtige kollegaer, at være lidt imellem. Ikke så hårdt som deltagerne, men så vi alligevel kan mærke, at der er noget ekspedition over det, forklarer den 52-årige tv-vært.

LÆS OGSÅ: 'Vild med dans'-vært og konen planlagde abort

Underholder sig selv med vasketøj

Kjeldbjerg har stået i spidsen for ekspeditionen siden 2004, så han har efterhånden sine rutiner. Hans ikoniske sæt safaritøj, der varierer mellem blåt, grønt og gråt, står han selv for at holde rent.

- Jeg vasker selv mine skjorter. Det er noget, jeg gør for at have noget at hygge mig med hver dag efter optagelserne. Jeg kunne jo godt narre produktionen til at hjælpe mig med at vaske mine skjorter, men der har jeg i mange år sagt, at det vil jeg gerne hygge mig med selv. Det er skønt, griner den tidligere fodboldspiller.

LÆS OGSÅ: Line Hoffmeyer indlagt: Forsnævring på kranspulsåren

Selvom der går tid med at optage Robinson, mens produktionen befinder sig på de malaysiske øer, så efterlader det stadig en masse frie timer, som Kjeldbjerg skal slå ihjel i sin hytte.

- Det er 17. sæson, jeg nu har lavet, så jeg finder nogle måder at holde mig kørende. Det er især det mentale, der handler om. Det er jo det, der også er så svært for deltagerne, fordi de sidder på en øde ø og keder sig, medmindre de virkelig er dygtige til at finde på noget.

Kjeldbjerg har dog fundet sig et par hobbyer til at fordrive tiden.

- Det, jeg gør, er, at jeg sørger for at træne hver dag, op til flere gange nogle gange, og så ser jeg en hel masse Viaplay-serier. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg ser også lidt med mig selv nogle gange. Lidt 'Divaer i junglen'. Jeg har wifi, trods alt, det har deltagerne ikke, afslutter ekspeditionslederen.