Rørt Esben Dalgaard: Denne historie kan han ikke holde ud

'Knæk Cancer Live' var hård for aftenens vært. Men ikke at de grunde, man umiddelbart skulle tro. Og særligt én historie rørte ham både under og efter showet.

I aftes var Esben Dalgaard vært på 'Knæk Cancer Live'. Men for ham var det mere end bare en værtsrolle. Det var nemlig også meget  personligt, for den 46-årige skuespiller er selv uhelbredeligt syg af modermærkekræft.

- Det at lave det her indsamlingsshow har været det mest meningsfulde, jeg kunne begive mig ud i. Og så har jeg været vildt nervøs, for jeg synes, det er et svært show. Der skal balanceres mange intentioner. Det er et underholdningsshow, samtidig med at det har et alvorligt tema. Men jeg synes, det gik rigtig godt, lød det fra værten, da HER&NU mødte ham på scenen efter showet.

LÆS OGSÅ: Mette Helena har lige mistet sin onkel: Alt for tidligt

Ifølge Esben selv har han let til tårer, så det var ikke overraskende, at han blev berørt undervejs i showet. Men det er faktisk ikke hans egen kamp mod sygdommen, der satte gang i tårekanalerne.

- Jeg har jo selv min egen sygdom, jeg tumler med, så selvfølgelig spiller den en rolle. Men min store datter satte egentlig meget godt ord på det i dag, hvor jeg spurgte hende, hvorfor jeg mon bliver så enormt berørt, fordi jeg føler faktisk ikke, det handler om mig. Men som hun siger, så handler det måske om, at jeg bedre kan sætte mig ind i, hvordan de her mennesker har det, fordi jeg har haft nogle af de samme følelser. Og det er nok i virkeligheden det, der berører mig, forklarede familiefaren.

LÆS OGSÅ: Så mange penge er samlet ind til 'Knæk Cancer' 2022

- Den rører mig helt vildt

Især én historie rørte Esben Dalgaard undervejs i showet. Den handlede om 22-årige Banin Al-Saray, der har kæmpet med kræft, siden hun var otte år gammel.

Hun går selv meget op i at lægge makeup, fordi det betyder meget for hende ikke at se syg ud.

- Når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg ikke en patient. Jeg ser ikke syg ud, fortalte Banin Al-Saray til Esben Dalgaard på scenen.

LÆS OGSÅ: Hans Pilgaard følger ikke med i 'Knæk Cancer'-ugen: Det er for hårdt

Esbens eget udseende er i høj grad påvirket af hans sygdom. En bivirkning ved hans behandling er nemlig, at han mister pigmentet i sit hår, bryn og vipper, så han på kort tid er gået fra at være mørkhåret til at være gråhåret.

- Så kan jeg nogle gange se mig selv i spejlet og få et chok over, at jeg ligner et spøgelse, som jeg ikke kan genkende, lød det fra værten på scenen.

LÆS OGSÅ: Rørende gestus: Derfor har 'Bachelor'-par samlet penge ind til 'Knæk Cancer'

Da Esben efter showet blev spurgt til, hvilken historie der rørte ham mest, var det netop denne, han fremhævede.

- Banins historie. Den er hård, synes jeg. Den kan jeg ikke holde ud, lød det fra en Esben med klare øjne og grødet stemme.

- Så sød og smuk og fin ung pige, som har kæmpet med kræft siden hun var otte, det er jo en fantastisk livsindsats, at hun stadig holder så flot ved og kan se så oplagt ud. Det er en livsindstilling, som er fantastisk, og den rører mig helt vildt, afsluttede den imponerede vært.

LÆS OGSÅ: Jaspers liv med to diagnoser: Travlt multitalent