'Robinson'-veteran udgiver selvbiografi
Hun har to gange besejret kræften og været meget andet igennem i sit liv. Nu fortæller hun alt i en ny bog.
Bettina Tammaro har været en masse igennem i sit 51 år lange liv, der blandt andet har budt på en lang række rejser rundt omkring i hele verden, to hårde kampe mod kræft samt deltagelse i en række tv-programmer. Og nu får du mulighed for at lære årets deltager fra 'Robinson Ekspeditionen' endnu bedre at kende.
Til december udkommer hun nemlig med selvbiografien 'Lev, for helvede', der primært omhandler de seneste ti år af hendes liv. Det fortæller hun til Realityportalen.dk.
LÆS OGSÅ: 'Landmand'-Susanne: Jeg ville have haft sex med Brian, hvis...
- Jeg har været igennem så mange ting. Jeg har blandt andet haft kræft, rejst rundt i verden, lavet tv, gennemgået en skilsmisse og boet i husvildebolig med tre børn, siger Tammaro, der ikke har ladet sig slå ud af de ting, som man altså kan læse om i bogen.
- Selvfølgelig har det da ikke været nemt. Det har været sindssygt hårdt. Men jeg har bevaret et lyst sind og ikke ladet mig slå ud. Jeg plejer at sige, at jeg da må have slået en sekser eller noget, og jeg er kommet stærkere ud på den anden side, griner hun.
LÆS OGSÅ: ‘Robinson’-veteran sendt ud med et brag: Han er jo en kæmpe nar
Vil motivere folk
Tammaro har to gange kæmpet mod kræften. Første gang valgte hun strålebehandlingen, men da kræften vendte tilbage, valgte hun at finde en naturlig måde at bekæmpe sygdommen på. Det virkede, og den kamp kan man altså blandt andet følge i bogen. Og hun håber, at hendes liv og fortælling kan hjælpe læserne.
- Jeg håber, at nogle kan samle noget motivation op ved at læse den. Jeg vil gerne vise folk, at de kan jo godt, hvis bare de springer ud i det og forsøger. Det håber jeg, at jeg kan være med til, siger Tammaro.
LÆS OGSÅ: ‘Landmand’-dramaet fortsætter: Hun viste os ingen interesse – De fik som fortjent!
Bogen har hun selv skrevet og arbejdet på siden 2009. Den er bygget op som dagbogsnotater, hvor man følger 'Robinson'-veteranens liv.
- Det er vildt at se, hvor meget jeg har udviklet mig i den periode, og hvor meget der er sket med mig. Det er helt utroligt, siger den kommende forfatterdebutant.
'Lev, for helvede' udkommer ved forlaget mellemgaard i løbet af december.
LÆS OGSÅ: Vildt ‘Robinson’-drama: Du udnytter din kræftsygdom