'Hjem til gården' (Foto: Lotta Lemche/TV 2)
'Hjem til gården' (Foto: Lotta Lemche/TV 2)

Realitystjerne takker nej til ’Robinson’

Den tidligere militærmand og ’Hjem til gården’-deltager, Jacob Grum-Schwensen har under hele konkurrencen været godt fysisk kørende, og det er der blevet lagt mærke til.

Den tidligere militærmand og finalekandidat i 'Hjem til gården', Jacob Grum-Schwensen, har med sin medvirken i det populære program muligvis åbnet uventede døre til en karriere indenfor tv. I hvert fald er han blevet opfordret til at stille op i 'Robinson Ekspeditionen'.

- Der var flere, som spurgte undervejs, men det var en af kamerafolkene, som har været med til at optage ’Robinson’, og så stod det der hold med tilrettelægger, kameramand og lydmand, og så sagde de ”Jacob, du skal da være med i Robinson”, fortæller Jacob og fortsætter:

- Jeg svarede, at ’Robinson’ nej, men ’Vild med dans’ ja. Det var lidt i sjov, men jeg gider ikke noget med intriger. Men der hvor der er noget fysisk udfordring, og at det samtidig kan være sjovt, det vil jeg sgu aldrig afvise.

LÆS OGSÅ: 'Hjem til gården'-deltager flygtede fra Fremmedlegionen 

Klar til mere tv

Selvom realityfans nok ikke skal forvente at se Jacob Grum-Schwensen folde sig ud i ’Robinson’, er det ikke helt umuligt, at han vender tilbage til skærmen, når sidste afsnit af 'Hjem til gården' er sendt.

- Jeg syntes, det var spændende at lave fjernsyn, så hvis der på en eller anden måde kom en mulighed for at lave fjernsyn igen, så ville jeg også gøre det, hvis det var et spændende projekt, fortæller Jacob og uddyber:

- Det kunne være en vinkel med unge mennesker eller ledelse.

Bliver det ikke tv, Jacob fremtidigt skal leve af, vil han nemlig gerne arbejde med at skabe bedre ledere.

- Jeg er god til at få folk til at finde det bedste i sig selv og hjælpe dem til at finde deres rolle i lederskab, lyder det fra Jacob.

Fra slutningen af december og godt tre måneder frem arbejdede han som leder af et skihotel i Frankrig med en stor gruppe unge ansat, og han opdagede der, at han fortsat ønsker at arbejde med unge.

- Jeg er rigtig, rigtig god til at have med unge mennesker at gøre. Der bliver hurtigt skabt en stor tillid og en stor åbenhed, som gør, jeg også kan hjælpe dem til at udvikle sig og til at trives bedre i de roller, de nu har. Så på en eller anden måde finde en kombination af unge og ledelse og arbejde med det. Hvordan formen skal være, det har jeg ikke helt fundet ud af endnu, siger Jacob.

Du kan se, om det bliver Jacob, Trine eller Frederik der løber med sejren og de 500.000 kr., når TV 2 sender finaleafsnittet af 'Hjem til gården' i aften kl. 20:00. 

LÆS OGSÅ: Kasper og Trine fra 'Hjem til gården forelskede sig

LÆS OGSÅ: 'Hjem til gården': Sådan var Kasper og Trines første date

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.