Prins Henrik vil ikke ligge familien til last: Tænker på døden
Tanken om at være andre menneskers ansvar skræmmer Prins Henrik.
Det var hans værste mareridt, der blev til virkelighed, da prins Henrik af lægerne fik at vide, at han har udviklet demens. For Henrik fortalte allerede for mange år siden om noget af det, han frygtede allermest ved at blive gammel.
LÆS OGSÅ: Så slemt kan prinsen få det: Kongehuset vil skærme Henrik
Allerede i 2011 i Stephanie Surrugues bog 'Enegænger', der er en samtalebog med Henrik, luftede han de tanker, han havde gjort sig om alderdommen.
– Tanken om at blive fysisk hæmmet kan skræmme mig en smule. Jeg håber, at jeg aldrig bliver lammet eller lænket til sengen. Jeg ville kunne leve med at miste hørelsen, måske også synet, men ikke min førlighed. Og tanken om at blive andre menneskers ansvar kan også skræmme mig, fortalte han i bogen.
Med en demenssygdom, der ubønhørligt vil skride frem, vil Henrik netop blive andre menneskers ansvar. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, vil han blive mere og mere afhængig af andres hjælp, ligesom det bliver andre, der bliver ansvarlige for hans dagligdag og gøremål.
LÆS OGSÅ: Familien bange for Henriks helbred: Frygter det værste
Og dermed bliver hans værste frygt til virkelighed, når ansvaret for ham overgår til familie og sygeplejerne.
Som HER&NU tidligere har beskrevet, kan selv de mest simple gøremål blive uoverskuelige for mennesker, der lider af demens, og de bliver mere og mere afhængige af hjælp. Hvor hårdt ramt Henrik bliver, ved ingen, men stort set alle demenspatienter er stærkt afhængige af andres hjælp og ikke mindst vurderinger af, hvad der er bedst for dem, fordi de selv mister deres evne til at vurdere rationelt.
LÆS OGSÅ: Prins Joachim om Henriks demens: Det rammer os hårdt
Ikke bange for døden
I Surrugues bog kom prins Henrik også ind på sine tanker om døden, som ikke skræmmer ham. Han tænker dog meget på den.
– Hver dag. Men den skræmmer mig overhovedet ikke – og skulle jeg blive fysisk lammet, ville døden være en udfrielse. Jeg har tænkt over døden hele mit liv, ikke fordi jeg har været nedtrykt, men fordi døden for mig at se er det grundlæggende princip i det faktum, at jeg er i live. Uden død, intet liv. Den eneste måde at affinde sig med døden er netop at sige: ”Døden findes”. Den gør mig ikke bange, den er en obligatorisk passage, siger han. Og sender sine sidste tanker om livets punktum af sted:
– Jeg accepterer døden. Og skæbnen. Og at det kun kan gå nedad herfra.
