Foto: TV3
Foto: TV3

'Paradise'-vinder: Ikke kun druk og sjov

Der er gang i den på hotellet i Mexico, men selvom det ligner en tre måneder lang fest, så er det psykiske pres hårdt.

Menneskerne, de fede oplevelser og de mange grænser, der blev brudt, vil Tina Maria Hansen under ingen omstændigheder være foruden, for det var nemlig med til, at den smukke pige lærte sig selv at kende på en helt anden måde. Men derudover var det også hårdt arbejde, da hun skulle kæmpe hele vejen til sejren i finalen.

- Det værste var nok, at man ikke havde kontakt med omverdenen i tre måneder, og man måtte ikke snakke om sine venner og sin familie derinde. Det er rigtig hårdt psykisk, så det er altså ikke bare druk og sjov, siger vinderen af 'Paradise' sæson 8 til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: Tina Maria er nomineret til Wixen Awarden 2013

Ingen trussel

Som vinder af det populære program, må Tina Maria have gjort et eller andet rigtigt.

- Jeg tror, at hvis man skal vinde, så skal man holde sig gode venner med alle, være snedig eller bare rigtig sød, smiler hun og fortsætter.

- Jeg var jo ikke den største taktikker, men jeg var sød og holdt mig neutral, hvilket ikke gjorde mig til en trussel, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Mor Jette om sit vægttab: Jeg er heldig

En overfladisk verden

Selvom det gælder om at få en fed oplevelse ud af deltagelsen i 'Paradise', så er det vigtigt at huske, hvem og hvordan man er som person.

- Jeg tror, det er vigtigt at huske, hvem man var før, man tog af sted, og at ens rigtige venner også er der, når man kommer hjem - og stadig forventer, at man er der, som man har været i alle de andre år, siger den smukke pige.

For nogle bliver opholdet i Mexico nemlig et break fra hverdagen, som de ikke vender tilbage til, men i stedet lever videre i reality-verdenen.

- Nogle glemmer, hvem de var før 'Paradise' og lever bare i suset, men hvor sjovt er det, når ens rigtige venner ikke er der længere? Det er en overfladisk verden, og det er der mange, som glemmer. Så vær' jer selv og stå ved det, råder hun.

LÆS OGSÅ: Reality-stjerner er betænkelige ved ny natklub

Vil vise hvem hun er

Tina Maria elsker at lave tv, men hvis hun skal lave endnu en omgang reality-tv, så skal konceptet være markant anderledes end 'Paradise Hotel'.

- Hvis det er et program, som jeg synes har dybde og som viser, hvem jeg er, så ja.

Men helt færdig med 'Paradise' er hun måske ikke, for hun har nemlig en lille drøm om at vende tilbage til solen og Mexico.

- Jeg har altid haft en drøm om at blive vært - måske endda 'Paradise Hotel'-vært, smiler hun.

Indtil videre er hun dog i fuld gang med sin blog, som hun startede op efter sin medvirken i programmet, og til august starter hun på HF - så må fremtiden vise, om 'Paradise Hotel' vil have hende til at afløse Rikke Göransson.

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.