‘Paradise’-babe vaccineret mod corona: Værre end virussen

Det var en hård omgang for den tidligere ‘Paradise Hotel’-babe at blive vaccineret mod coronavirus.

Paradise Hotel, Nyskilt
Af Lykke Buhl - 6. marts 2021 kl. 14:55

I ‘Paradise Hotel’ husker vi hende særligt for hendes rivalisering mod Amalie Szigethy, der kaldte hende for en “russisk roulette”. Siden kunne hun også ses i Kanal 4-programmet ‘Nyskilt’.

I dag er Stina Petersen 33 år, mor til datteren Stephania på 6 år og sønnen Messias på 3 måneder og gift med ægtemanden Lasse Utke. Og så er hun i søndags blevet vaccineret mod corona.

– Jeg fik tilbudt vaccinen, fordi jeg er kronisk syg med svær astma og har nedsat lungefunktion. Jeg får desværre lungebetændelse 5-10 gange om året, forklarer Stina til Realityportalen.

LÆS OGSÅ: Türker afslører: Så meget får jeg i løn

Vaccinen var værre end virussen

Trods sin unge alder, så er Stina blevet medregnet i gruppe 5 af personer, der tilbydes vaccinationen, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen er “udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19“.

– Jeg har jo været smittet med corona i juni, da jeg var gravid med Messias, og der havde jeg stort set ingen symptomer overhovedet, så vaccinen viste sig at ramme mig hårdere end selve sygdommen, siger Stina med et grin.

– Symptomerne startede allerede om aftenen, hvor jeg blev virkelig træt og så fik det værre og værre. Det startede med hovedpine, så fik jeg ømme led og ondt i armen, som om jeg havde været ude at træne. Så fik jeg feber med koldsved og havde ikke den store appetit. Det varede i cirka 24 timer og så gik det stille og roligt væk igen, men jeg har dog stadig ømhed ved indstikket, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-babe åbner op om kronisk sygdom

Det vakte i øvrigt furore, dengang Stina blev smittet, fordi hun mente at have fået virussen efter en tur i Lalandia og beskyldte badelandet for at ikke at ville informere deres øvrige gæster om smittefaren. Men Lalandias administrerende direktør forsikrede, at de havde taget de nødvendige forholdsregler.

Stina understreger dog til slut, at man skal huske, at det kun er et tilbud at blive vaccineret, men at hun selv tog hun imod tilbuddet, fordi hun som tidligere coronasmittet ikke kan være sikker på stadig at have antistoffer mod virussen. Hun skal vaccineres for anden gang i slutningen af måneden.