Stine Kronborg efter to måneder i Asien: Endelig føler jeg mig hjemme

To måneders barsel i Malaysia er nu ovre, og jeg er vendt tilbage til smukke forårsramte Danmark med masser af god energi og ny styrke til at klare livet som alenemor - der til tider virkelig kan teste mig. Det er ikke fordi, mit liv har ændret sig, efter jeg er kommet tilbage. Jeg har dog tilføjet en ekstra ting (midt i stuen), jeg også lige skal finde tid til.

Før jeg tog afsted, følte jeg mig ikke helt hjemme i den lille lejlighed i Nakskov, jeg har overtaget efter min far. Jeg følte nok stadig, at det var min fars, selvom det nu er halvandet år siden, han døde. Jeg har også kun gjort minimalt ud af at lave om, da jeg sidste år startede med at være deprimeret netop på grund af sorgen over hans pludselige død. Derefter fandt jeg ud af, at jeg var gravid, og så var jeg lidt på standby med hensyn til, hvad der skulle ske, og hvor jeg ville være fremover. Energien til at indrette og lave om var der bare ikke, og uvisheden om hvor dyrt det er at have et barn som alenemor lå da også i baghovedet. Men min rejse til Malaysia fik mig til at indse nogle ting.

 LÆS OGSÅ: Hvem er faren?

Jeg indså, at jeg for alvor bliver nødt til at få gjort min lejlighed mere MIG og få lavet de 70 kvadratmeter, vi har, om til et hyggeligt hjem for Leo Columbus og mig. Vi skal have ny og frisk energi ind. Dog er jeg ikke millionær eller håndværker, så det er ikke noget, der kommer til at ske fra den ene dag til den anden, men bare det at jeg har ændret indstilling hjælper på visionerne og hjemmefølelsen.

”Mors dagsgaven” til mig selv er allerede sat op, en polestang midt i stuen, ha ha. Den købte jeg i Malaysia, og den er nok det vigtigste for, at jeg føler mig hjemme. Næste projekt er at få en fransk altan, så jeg kan få noget mere lys ind. Så ønsker jeg at skille mig af med de fleste antikke ting, der bare står og fylder, få et mindre spisebord, da jeg alligevel aldrig inviterer spisegæster, og mit kæmpe retro sofabord må også meget gerne finde ny ejer.

Men jeg bliver i Nakskov, og jeg har ingen planer om at flytte foreløbigt.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Jeg føler mig som en usexet ko

Jeg er glad for, at jeg har været væk, for jeg er blevet meget klogere på hvordan det for eksempel er at flyve med baby, og hvad jeg skal sørge for til næste gang. Jeg fløj med Turkish Airlines, og jeg ved ikke, om det er lige så god service med alle selskaber, men aldrig har jeg følt mig SÅ forkælet. Normalt ser jeg mig selv på lige fod med andre passagerer, men jeg må indrømme, at sådan noget som pre-boarding er guld værd, når man har så mange ting, der skal styr på, inden man kan sætte sig med en baby, der enten er træt eller sulten.

Derudover gjorde de også toilettet helt klar med pude, tæppe og bleer, hvis jeg skulle skifte ham, og de kom ofte og spurgte, om der var noget, jeg manglede. Der var næsten ikke det, de ikke ville gøre for, at jeg havde det behageligt. En virkelig skøn oplevelse som gør, at jeg ikke frygter næste rejse. Til næste gang vil jeg dog se, om jeg kan finde en kombi-klapvogn, som også er autosæde, det vil helt sikkert gøre mit liv nemmere.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Mit liv er bedre i Danmark

Jeg var ved at blive godt gnaven, da jeg landede i Københavns Lufthavn. Der var ingen hensyn til, at jeg stod der med baby og kæmpe oppakning og dårligt nok kunne se, om mine kufferter kom. Seriøst, jeg har ikke oplevet andre steder i verden, at man står med snotten helt oppe ved bagagebåndet, så ingen andre kan komme til. Fik dog bakset en af mine kufferter af båndet med baby hængende i en sele på maven, lige ved siden af en mand, der bare stod og gloede dumt på mig. Jeg var rasende, men til min store overraskelse kom der en sød fyr løbende og hjalp mig. Jeg rendte derefter lidt rundt for at finde resten af mine ting, da noget var odd size. Og lige da jeg stod og legede puslespil for at få det til at være på én vogn, kom der en sød kvinde fra Københavns Lufthavn og tilbød assistance. Hun havde set på min Facebook, hvornår jeg ville lande, vidste at jeg var alene og ville bare tjekke, at jeg var ok. Fandme sødt.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Min søn giver mig grå hår

En ting var, at JEG var glad for at være tilbage, men hvad med Leo Columbus?

Det så jo ud til, at han havde det ganske fint i Kuala Lumpur med 30 graders varme og pool hver dag. Ingen tvivl om at han elskede, at han kun behøvede at have ble på. Så jeg var nervøs for, om han i det hele taget kunne genkende vores hjem og ville være glad - han var jo trods alt kun tre måneder gammel, da vi tog afsted. Den sidste del af køreturen til Nakskov efter 25 timers rejse, gav han tydelige tegn på, at nu var han virkelig træt af at være på farten (der løb tårerne ned af kinderne – stakkels, lille trold). Uden at tømme bil skyndte jeg mig derfor indenfor med ham for at give ham ro og kærlighed. Lagde ham på hans pusleplads og begyndte at pusle og nusse. I samme sekund blev tårerne udskiftet med et kæmpe smil, og han kunne helt klart genkende sit hjem. Hold nu kæft, hvor blev jeg glad. Lilledrengen har smilet lige siden, og der var også stor gensynsglæde ved al hans legetøj. Det gik lige i moderhjertet. Han er dog super sjov, når jeg giver ham overtøj på, så ligger han bare som en bamse, der ikke kan bevæge sig, da han ikke er vant til den ”modstand” mere.

Ude er godt, men endelig er hjemme blevet bedst. Jeg er i hvert fald blevet glad for at være tilbage i hyggelige Nakskov – som stadig bare er en smuttur fra København i min lille dyt.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Han er en lorteunge

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.