Her er Casper Christensens nye celebre kone i Klovn

Aqua-sangerinden Lene Nystrøm har landet rollen i den kommende syvende sæson af den uhyre populære serie.

Næste år blænder TV2 op for den syvende sæson af supersuccesen "Klovn" med og af Casper Christensen og Frank Hvam. Og det bliver med et helt nyt, men verdensberømt ansigt i en af de store roller. I "Klovn" har skuespillerinden Iben Hjejle, som fra 2003 til 2011 dannede par med Casper Christensen i virkeligheden, spillet Casper Christensens kone.

Men i den syvende sæson er parret gået fra hinanden, og Casper Christensen har scoret sig en ny kone - og det er ingen ringere end Aqua-ikonet Lene Nystrøm. Det annoncerer TV 2 på sin hjemmeside.

- Jeg er stor fan af "Klovn" og har set stort set alle afsnit og filmene - selv om jeg virkelig krummer tæer over situationerne nogle gange, siger Lene Nystrøm til TV 2 og sætter ord på sin rolle:

- Jeg skal være mig selv i en ekstrem version, hvor jeg håndterer tingene på min egen måde. Aqua-Lene er jo en stærk kvinde, men der kommer nok skideballer begge veje, fortæller den 43-årige nordmand til tv2.dk.

LÆS OGSÅ: ‘Klovn’ vender tilbage til tv-skærmene med ny sæson

Lene Nystrøm er stor fan af 'Klovn' og glæder sig til at være en del af serien. (Foto: Lars E. Andreasen)

Havde glemt alt om det

Ifølge sangerinden nævnte Casper Christensen allerede rollen for et år siden, men tænkte ikke videre over det, indtil telefonen ringede, og hun kom til casting.

- Serien er jo baseret meget på improvisation, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg må jo kunne det, siden de tager mig med, siger Barbie Girl-stjernen til tv2.dk.

Lene Nystrøm har allerede erfaring med skuespil. Hun har blandt andet medvirket i "Klassefesten" og Ole Bornedals prisvindende film "Fri os fra det onde".

LÆS OGSÅ: Se traileren for den nye sæson af ‘Rita’

Savnet de små historier

I februar i år annoncerede Casper Christensen og Frank Hvam, at serien ville vende tilbage med en syvende sæson bestående af ti afsnit efter en pause på otte år med to spillefilm.

- Vi har savnet de små historier. Igennem to spillefilm har vi arbejdet med det store drama og de store følelser, hvor alt var på spil. Det har været sjovt, men også voldsomt. Nu glæder vi os til at vende tilbage til hverdagen og grine af de små ting, sagde Casper Christensen og Frank Hvam til TV2 i vinter.

Et væld af stjerner har medvirket i Klovn-universet. Blandt andre Game of Thrones-stjernen Nikolaj Coster-Waldau, Hollywood-skuespillerinden Isla Fisher og den verdensberømte Maroon 5-forsanger Adam Levine.

SE BILLEDET: Casper Christensen viser sønnen frem

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse underholdningsprogrammer og kendisser.