Frk. Mikkelsen fra 'Matador': Jeg bliver stadig genkendt
Selv om hun ikke havde en af de største roller i serien, så har Hanne Løye alligevel en masse gode minder fra optagelserne.
Selvom rollen som forstanderinde frk. Ilona Mikkelsen på Korsbæk Private Realskole ikke var en af de største roller i 'Matador', så var det alligevel en rolle, som Hanne Løye holdte meget af, både dengang og nu. Og hun har stadig mange sjove minder fra de glade dage i 70’erne og 80’erne, hvor 'Matador' blev optaget.
– Altså, det var jo sådan med instruktøren Erik Balling, at der ikke blev taget nogen scener om i 'Matador', for han var utroligt grundig og altid meget velforberedt. Men jeg var faktisk med i en scene, som måtte tages om, afslører Hanne Løye, 85, da HER&NU fanger hende på telefonen til en snak om 'Matador'.
- Det er i 14. afsnit, hvor frk. Mikkelsen på sit kontor fyrer overlærer Andersen. Palle Kjærullf-Schmidt var så meget inde i rollen, hvor han skælder mig ud, at han slet ikke opdagede, at der faldt et billede ned fra væggen bag ham. Det så Balling selvfølgelig med det samme, og scenen måtte tages om.
– Lige da det skete var vi meget optagede af at få det perfekt, men bagefter kunne vi godt grine af episoden.
LÆS OGSÅ: Derfor skulle Hr. Schwann dø i ‘Matador’
LÆS OGSÅ: Per Pallesen afslører ny ‘Matador’-fejl
Bliver stadig genkendt
Den lille rolle som Illona Mikkelsen betød også, at Hanne ikke mødte så mange af de andre skuespillere i serien, selvom hun var med i halvdelen af afsnittene.
– Det kan virke på mange, som om at vi kendte hinanden alle sammen, og at det var en stor familie, men vi nåede ikke at hilse på hinanden, når vi optog scenerne hver for sig.
Udover rollen som frk. Mikkelsen har Hanne Løye også gennem tiden kunnet ses i blandt andet fem Olsen Banden-film samt tv-serierne 'Strisser på Samsø', 'Forsvar' og 'Krøniken'. Da 'Matador' blev sendt første gang, var Hanne midt i 40’erne, men det er stadig rollen som den lidt usikre, men godhjertede forstanderinde, hun huskes for i dag.
– Lige nu, hvor 'Matador' er i vælten igen, så bliver jeg stadig genkendt på gaden som frk. Mikkelsen, og det er da hyggeligt, fortæller Hanne Løye.
LÆS OGSÅ: ‘Matador’-stjerne står frem: Jeg blev voldtaget
LÆS OGSÅ: ‘Matador’: Hvad skete der med Maude og Laura?