Dan Marstrand anmelder: Hvorfor fanden tager man en dildo med?
Vinderen af 'Robinson Ekspeditionen' 1999 har set første afsnit af årets udgave.
Det første afsnit af den 18. sæson af 'Robinson Ekspeditionen' er netop løbet over skærmen. I den forbindelse har vi hevet fat i Dan Marstrand, der er en rutineret herre i 'Robinson'-sammenhæng.
Den 66-årige tidligere deltager, der først medvirkede - og vandt - i 1999, og igen deltog i 2002-udgaven har set det første afsnit i denne sæson. Herunder kan du finde ud af, hvad han synes om det.
LÆS OGSÅ: ‘Robinson Ekspeditionen’: Husker du de tidligere vindere?
Mændene og kvinderne starter jo med at blive delt ud på hvert sit hold. Hvad synes du om det?
Jeg synes da, at det er spændende. Men det var i hvert fald ikke gået, dengang jeg var med. Det var en helt anden tid. Dengang var der jo kun 16 deltagere, og det var det. Men nu er der jo langt flere, og der er mange flere, der falder fra i løbet af sæsonen.
Folk er blevet meget blødere end dengang. Vi udvikler os jo med tiden, og det er bare en helt andet tid. Jeg er sgu også selv blevet blødere. I de første sæsoner var det jo nogle rigtige gutter, der var med.
Dengang tror jeg ikke, at kvinderne ville have haft en chance, hvis det var delt sådan op. Der var simpelthen for mange alfahanner. Nu er der knap så mange alfahanner, og der er mange flere stærke kvinder. Så det ser jeg frem til at følge i denne sæson.
Hvad synes du så om årets cast?
Det virker til at være et fint cast. Men jeg må sige, at jeg undrer mig meget over deltagernes personlige ting? Hvad sker der lige? En pude, en tandbørste, og så er det fandeme også en, der har taget en dildo med. Det er jo helt ude i hampen. Haha.
Hvorfor tager hun dog en dildo med i 'Robinson Ekspeditionen'? Vi må da håbe, at den ikke løber tør for batteri. Jamen for fanden da. Det er sgu da for komisk.
Og en pude og en tandbørste? Der er da én, der har været så klog, at han har taget en kniv med. Men jeg kunne forstå, at man tog de ting med i de første sæsoner. Men nu har man sgu set det i 18 år, så man ved da, hvad der er smart at tage med, hvis man skal overleve på en øde ø. Og det er i hvert fald ikke en dildo!
LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-Caroline afslører: Så meget onanerer jeg
Har du en favorit efter første afsnit?
Ja, det må altså være Caroline. Men det kræver, at hun fortsætter med at have batteri på dildoen, hvis hun skal fastholde den position. Ej, men hun er jo helt lost. Hun kommer lige fra 'Paradise Hotel' og er vant til at blive serviceret.
Jeg tror, at hun bliver sjov at følge i de næste afsnit. Men der er også nogle andre personligheder, der nok skal få noget sendetid. Men hun er umiddelbart min favorit.
Har du også nogle deltagere, som du ikke er så vilde med?
Hmm, nej, det er svært at sige efter første afsnit, synes jeg. Det er også vigtigt at sige, at det jo er svært at bedømme folk ud fra skærmen.
Der er mange seere, der ikke tænker over, at det jo er klippet. Selvfølgelig har folk sagt og gjort det, man ser. Men man glemmer lidt, at der jo også er sket noget før og sker noget efter, som man ikke ser.
Jeg synes, at det er vigtigt at slå fast. Folk hidser sig jo helt vildt meget op over deltagerne, som de kun kender fra skærmen. Og der skal man altså huske, at det opleves forfra, men klippes bagfra.
LÆS OGSÅ: ‘Gift ved første blik’-Ulrik: Jeg taber i penismåling
Er det meget anderledes, end dengang du var med?
Ja, det synes jeg. Hvis man i dag går tilbage og ser sæsonen fra 1999, så falder man sgu da i søvn. Det hele går bare meget langsommere. Dengang kiggede man også mere på menneskerne, der var med, i stedet for at kigge så meget på, hvem der lige var stærkest i den dyst og sådan noget.
I de første sæsoner lod man spillet udvikle sig. Nu styrer de jo spillet, og deltagerne er bare nogle skakbrikker i et spil. Dengang satte man en båd i vandet uden kaptajn, og så lod man den bare følge strømmen. Hold kæft, hvor gik det langsomt. Men det fik lov til at udvikle sig selv.
Nu smider de både i vandet med kaptajn og det hele, og så bestemmer de, hvilken retning det hele skal gå. Hvis der for eksempel er fem deltagere, der holder sammen og styrer det hele, så finder de på noget og smider fire ud. Og hvad vil den sidste så gøre? De styrer det hele.
Men det er uden tvivl mindst lige så hårdt, som dengang jeg var med. Måske er det endda hårdere. Konkurrencerne er strammet op. Alt det motion betyder jo, at deltagerne er stærkere. Det handler jo om at holde sig i form og se godt ud, så alle går til fitness hele tiden. Da jeg var med, var der sgu ingen af deltagerne, der gik i motionscenter.
LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-Caroline smidt ud af gymnasiet
Kunne du se dig selv medvirke igen i det nuværende format?
Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej! Det løb er kørt. Os gamle deltagere var jo ikke med for at blive kendt i pressen. Vi var med for at overleve på en øde ø, og jeg har lidt et indtryk af, at det ikke er sådan længere.
Da vi tilmeldte os, havde vi jo ingen anelse om, hvor populært det ville blive. Det ved deltagerne jo nu, og det er der nogle, der udnytter. Men hvor mange deltagere kan du egentligt huske efter 2000-sæsonen? Hurtigt kendt, hurtigt glemt.
Men jeg glæder mig til at følge sæsonen på tv. Jeg så det første afsnit med mine to døtre, Mille på syv og Liv på 11. De var meget stolte over at have set afsnittet, inden det kom på tv. De holder med pigelejren, og så kan de andre bare rådne op i sumpen, sagde de. Haha.
Du kan se et nyt afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' hver mandag klokken 20:00 på TV3.
LÆS OGSÅ: Botoxkongen: Vi donerer gevinsten til velgørenhed
Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.