Bag om 'Bagedysten': Sådan er det at være deltager

Deltagerne i 'Den store bagedyst' bruger hver uge deres mandag, tirsdag og onsdag på programmet. Udover de tre dage kommer også al den krævende forberedelsestid, når kagerne skal opfindes, planlægges, indkøbes og øves.

'Den store bagedyst' optages i et telt sat op ved Clausholm Slot, som værten Timm Vladimir og dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo står foran (Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR).

Det er både intenst og krævende at skulle være med i 'Den store bagedyst'.

Allerede inden du kommer med i programmet, har du været til flere castings, hvor du har skulle forberede og bage lækre kager til bedømmelse, ligesom du har besvaret et utal af spørgsmål om din person, såsom hvad dine drømme er, eller hvem dit 'Bagedyst'-idol er.

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-deltager afslører tæt forhold med mesterbager

Når du så er kommet med i programmet, så kan du se frem til at skulle bruge de første tre dage af alle de kommende uge på 'Bagedysten'.

- Et program tager to hele dage at optage, så vi laver måske mellem 60 og 80 timers optaget tv, som bliver kogt ned til en time eller halvanden, fortæller 'Bagedyst'-værten Timm Vladimir.

Sådan går tiden

Derfor møder deltagerne hver uge ind på ugens første dag, hvor de bliver indlogeret nær Clausholm Slot sydøst for Randers, hvor 'Bagedyst'-teltet står. I år har ingen af deltagerne fra Københavnsområdet haft kørekort, så derfor er de blevet hentet og afleveret i en fælles 'Bagedyst'-bus.

LÆS OGSÅ: Er Annemette Voss og ‘Bagedyst’-Emil i familie?

Albert Emtoft røg desværre ud som den anden deltager i 'Bagedysten' 2018 (Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR).

- Vi tager derop mandag, hvor vi lægger alt vores udstyr ind i køkkenet, så vi har det til om morgenen, og så tager vi ind på et hotel, hvor vi bor alle sammen sammen, og så sidder vi og drikker øl på gangen og hygger. Det er også derfor, vi reagerer så voldsomt, når der er nogen, der ryger ud, det er fordi, vi kender hinanden så godt, vi har jo snakket sammen i måneder, og vi sidder og hygger hver aften, lyder det fra 'Bagedyst'-deltageren Albert Emtoft.

Dagen efter bliver det så alvor, når optagelserne skal igang.

- Så optager vi tirsdag og onsdag, og så er der nogen gå-billeder, der skal optages først og så videre, og så går man op og bager. Det er ret meget, som man ser det på tv, selve udfordringerne, fordi når uret går i gang, så stopper det ikke igen, så det er jo ligesom man ser det, og det er jo fedt og troværdigt. Og så optager de vores reaktioner før og efter på, hvordan det har været, fortæller Albert om alle de skønne klip, man ser med deltagerne.

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-stjerne dybt forarget: Her er bagsiden af medaljen

Således ser køkkenerne ud, når der skal bages kager i 'Bagedyst'-teltet (Foto: DR).

Selvom det kan lyde hyggeligt og socialt at være med i 'Bagedysten', så er det samtidig også en stressende tid, der kræver meget af deltagerne, ikke mindst hård dedikation.

- Når deltagerne kommer hjem fra 'Bagedysten', så er det eneste, de tænker på i den tid, de er med, det er 'Bagedysten'. Deres familier håber jo næsten på, at de ryger ud, fordi de er jo slet ikke til stede, griner værten Timm Vladimir.

Deltageren Sara kan tilføje, at der også er en 'Bagedyst'-stylist, der hiver i én.

Man står ikke bare op og ser lige så smart ud som 'Bagedyst'-Sara, når man er med i programmet (Foto: DR).

- Det er jo også tøj, man skal ud og have fat i, hvad skal man have på, hvad skal man have i håret, alt sådan noget der. Jeg har jo været ude og låne kjoler en gang i mellem, til sidst har man jo ikke bare noget liggende længere. Det var i hvert fald et issue for mig, at når man skal have et par sæt med, så stylisten har lidt at vælge imellem, så er det også sådan noget, der fylder, afslører 'Bagedyst'-Sara.

Sådan kommer du langt i 'Bagedysten'

Hvordan man vinder 'Bagedysten' er opskriften klar på - du skal bage bedre kager end de andre hver uge, og det gør man ved at være dygtig, kreativ og kølig i overblikket. Men hvordan man bliver en seer-darling, som eksempelvis Rosa fra sidste sæson, det er en sværere nød at knække.

- Det er jo altid deltagerne, der gør det. Det er de mange gode historier med folk, som også giver sig udtryk i deres kager og den måde, de går til tingene på. Kagerne er en motor, men det handler jo om mennesker og deres udvikling. Der er selvfølgelig altid nogen, man føler, der skiller sig lidt ud fra alle de andre. Men når det er sagt, så er der også nogen, som kameraet bedre kan lide end andre, og det ved man jo ikke, hvem er, førend optagelserne er slut, og programmet skal klippes, fortæller 'Bagedyst'-værten gennem de sidste fire sæsoner, Timm Vladimir.

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-hunk er blevet kærester med blogger-babe

LÆS OGSÅ: ‘Bagedyst’-vinder afslører kronisk sygdom

LÆS OGSÅ: SE BILLEDERNE: ‘Bagedyst’-vinder er blevet gift