Nis vinder 'Robinson': Jeg troede, løbet var kørt

Han røg i dødskamp i finalefasen, og i selve finalen var han håbløst bagud. Måske er det derfor, at det er lidt svært for Nis at forstå, at han i dag kan kalde sig for vinder af Robinson Ekspeditionen 2019.

En stor del af Danmark har netop været vidne til, at den 26-årige Nis Andreas Prio Sørensen fra Hundested efter utallige kast og under kæmpe pres endelig ramte plet og dermed vandt Robinson-trofæet og pengepræmien på den halve million.

– Det var helt crazy. Lige da jeg ramte, stod tiden stille, og jeg forstod ingenting. Jeg troede, at løbet var kørt og tænkte, da jeg stod og famlede med spanden, der igen og igen viklede sig rundt om trappen, at der virkelig skulle et kæmpe mirakel til, fortæller Nis.

Man skulle tro, at skæbnen ikke ville have Nis som vinder af Robinson. Få dage inden finalen var han næsten på vej hjem til Danmark, da han i en strid faldt og slog hovedet alvorligt. Men han vendte tilbage efter at været blevet syet for så at falde i vandet som den første på Planken og derefter kæmpe i en afgørende dødsstrid mod Maria.

På målstregen slog han endda Kenneth, der ellers havde en fordel.

LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-babe taler ud om kærestens død

- Kenneth har været vildt god efter sammenlægningen, og han er jo også lidt større end mig. Jeg troede især, at han ville være skarp til den del i finalen, der handlede om farver og puslespil. Så at jeg slog ham, det er jeg sindssygt stolt over, jubler Nis.

Det var først sent i forløbet, at han gjorde sig tanker om pengepræmien.

- Jeg tænkte, at så tæt kommer jeg nok aldrig igen på at vinde en halv million. Og så ville jeg gøre alt for at vinde den.

På nuværende tidspunkt bor Nis i en lejelejlighed i København, og derfor skal pengene gå til at købe en bolig.

– Jeg vil gerne have et sted, der er mit eget. Og så er det jo bare rart at have lidt ekstra penge at leve af.

LÆS OGSÅ: Skjult Robinson-alliance afsløret 

Kæresteferie i Thailand blev aflyst

Nis har én gang før meldt sig til ’Robinson’. Det var i 2017, og dengang hørte han aldrig noget fra TV3.

Den 23. december sidste år, blev han sammen med en kammerat igen opmærksom på, at de søgte deltagere. Flere castings, interviews og fysiske og psykiske undersøgelser senere, fik han et afgørende opkald. Det var en dag i maj, mens han stod i jobbet som byggeleder i en lejlighed.

– Det var én fra TV3, der spurgte, hvad jeg skulle om 14 dage. For hvis jeg ikke havde andre planer, så skulle jeg til Filippinerne, fortæller Nis.

Men faktisk havde Nis allerede planer i kalenderen. Han havde sammen med sin kæreste bestilt en rejse til Thailand og Bali. Kæresteferien blev udskudt, og hun rejste alene afsted til Bali, mens Nis drog på ekspedition.

– Vi aftalte, at hvis jeg røg ud i løbet af de første 10 dage, så kunne jeg flyve til Bali og besøge hende. Men som dagene gik, kom der flere og flere hakker i den tavle, hvor vi slog dagene ind, og jeg kunne godt se, at jeg ikke nåede til Bali.

LÆS OGSÅ: 'Robinson'-Camilla måtte gå til psykolog efter exit

Har ændret adfærd efter 'Robinson'

Nis har aldrig været på Filippinerne før, sejlet i en banco boat eller levet af ris og kokosnødder i 44 dage. Faktisk har han aldrig været i Asien. For som Nis afslutningsvist siger i aftenens finale, så er han bare en dreng fra Hundested, der spiller fodbold, arbejder som byggeleder og bruger tid med sin kæreste, familie og venner. Men han er også sådan en, der aldrig giver op, og han tror selv, at det var grunden til sejren.

Men det var også familien, der drev Nis til at fortsætte med at blive på den øde ø. Han ville gerne gøre dem stolte og bevise, hvad han kan. Særligt havde han sin onkel, som han kort inden afrejsen havde mistet til et hjertestop, og sin mors side af familien i tankerne.

- Jeg er stadig den samme person, som da jeg tog af sted. Men nu er jeg mere opmærksom på at være i nuet og at værdsætte familien og dem, jeg er sammen med. Det har jeg tænkt en del over dernede. Altså at den tid, man har, den skal man sgu nok bruge godt og fornuftigt og ikke bare sidde og kigge i på sin telefon, siger han og fortsætter:

- Og så har jeg fået et andet forhold til mad. Hvis jeg ikke får mad i fem timer, så skal jeg nok ikke gå helt amok, siger Nis, der tabte sig 12 kilo i løbet af de 44 dage. Heraf har han taget 10 kilo på igen.

LÆS OGSÅ: Ude af ‘Robinson’: Dét var ikke sandheden!

Sygemeldt 14 dage efter hjemkomsten

Det var noget af en omvæltning at gå fra dyst under Fillipniernes brændende sol til at stå i Kastrup Lufthavn og lappe dæk sammen med sin far, fordi bilen valgte at punktere, netop som det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme hjem til resten af familien og et stort morgenmadsbord.

De første 14 dage hjemme i Danmark var Nis sygemeldt. Kroppen gjorde ondt, men det sværeste var det psykiske. Det var en stor omvæltning og svært pludselig at stå op og gå på arbejde, når det hele i så lang tid havde handlet om dyst, strid og øråd, alt imens man konstant var omgivet af et produktionshold.

– Det hele var kaotisk, og det var svært at vende tilbage til arbejdet og den normale hverdag. Jeg blev bombarderet med spørgsmål og havde stadig adrenalin i kroppen efter finaleræset.

Han måtte ikke besvare nogle af de nysgerrige spørgsmål, før finalen havde været vist på tv, men nu kan Nis endelig dele med omverdenen, at han er vinder af ’Robinson Ekspeditionen 2019’. Det har været en speciel oplevelse at se det hele på tv de sidste mange uger, og det har været en god hjælp at tale med de andre deltagere undervejs og vende det, der er blevet sagt og gjort.

LÆS OGSÅ: ‘Paradise’-babe: Sådan scorede jeg ‘Robinson’-fyr

- Jeg fortryder nogle af mine valg her de sidste par afsnit, hvor jeg kommer til at se dum og naiv ud. For eksempel ville jeg gerne have smidt Maria ud inden finalefasen, og det er først i sidste øjeblik, at jeg vælger at stemme på Camilla, siger han.

Da Kenneth bor i Nordjylland, og Jaffer snart flytter til London, er de ikke nye venner, han kommer til at ses med. Men 'Robinson'-oplevelsen vil de altid have sammen.

- Natten til finalen havde vi sat os for at rydde op efter os selv. Vi brændte alt fra bænke til kokosskaller, og det lignede et kæmpe Sankt Hans-bål. Den aften opstod det største skybrud, der overhovedet havde været i løbet af ekspeditionen. Himmel og hav gik i ét. Så vi lå i læ og kiggede på bålet og lyttede til regnen og snakkede om, at nu var det slut.