Nanna fra 'Luksusfælden': Kunne ikke leve uden hår-extensions

Nanna har valgt at få lavet extensions igen, men ellers holder hun eksperternes budget.

I aftes kunne du se, hvordan eksperterne i ’Luksusfælden’ i den grad kom på hårdt arbejde, da de skulle forsøge at hjælpe 25-årige Nanna fra Amager væk med sin kæmpe gæld.

Gælden lød på 260.000 kroner, og skulle Nanna ud af den voldsomme gæld, var det slut med den dyre livsstil.

Det betød, at hun ikke måtte shoppe, og samtidigt måtte hun give afkald på sine dyre hårextensions. Men efter optagelserne sluttede, blev det alligevel for meget for hende.

- Jeg kunne simpelthen ikke klare at se mig selv sådan, så jeg har valgt at få lavet mine extensions igen. Det koster 700 kroner om måneden, men så må jeg skære lidt ned på madbudgettet, fortæller Nanna til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: Drama i ‘Luksusfælden': Mister hårextensions efter kæmpegæld

Afbetaler på gælden

Nanna holder dog det budget, som eksperterne gav hende, og samtidigt får hun betalt af på den store gæld, som de sidste 12 måneders luksusliv havde givet hende.

- Jeg har næsten aftaler med alle mine kreditorer, og jeg får betalt af. Det er det vigtigste lige nu, så jeg kan få gælden væk.

Tidligere har Nanna afbetalt på sin gæld ved at optage nye lån andre steder. Den procedure advarede eksperterne hende mod, og sådan bliver det heller ikke i fremtiden.

- Det er helt slut med at optage flere lån. Nu skal jeg have styr på min økonomi, så jeg i fremtiden kan få lov til at leve livet, siger Nanna.

LÆS OGSÅ: Folketingspolitiker med i ‘Luksusfælden’

Har fået indre ro

Selv om Nanna ikke har kunnet efterleve alle eksperternes krav, så er hun lykkelig for, at de besluttede sig for at hjælpe hende.

- Jeg er virkelig glad. Jeg har fået en meget større indre ro, og jeg kan sove om natten. Det var fantastisk at få styr på det, og det bliver endnu bedre, når gælden er væk, lyder det fra en lykkelig Nanna, som regner med at være helt fri af sin gæld om 15 år.

LÆS OGSÅ: Brian fra ’Luksusfælden’: Det hele er gået i sort for mig

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.