Nik overrasker: Vild med genbrugstøj

De har sunget om sko fra Gucci, rockstar-briller og lækre biler, men Nick går ligeså gerne i genbrugsbutikker.

Selvom duoen Nik og Jay har bidraget med flere sange om ekstravagant livsstil, så er Nik - med det borgerlige navn Niclas Petersen - i virkeligheden ikke kun til fals for dyre mærkevarer, når han køber tøj.

Han går nemlig ligeså gerne i genbrugsbutikker, når han skal finde sine outfits.

Det fortæller han i et interview med Newspaq i anledningen af udgivelsen af magasinet "Stil", som Røde Kors står bag.

Til magasinet er flere danske kendisser blevet fotograferet i genbrugstøj og fortæller om deres fund. Formålet er at få flere danskere til at tænke over at genbruge tøj i stedet for at købe nyt.

- Jeg har gået i Røde Kors-butikker og plyndret genbrugscontainere for eksempelvis fede skjorter, siden jeg var helt ung, fortæller Nik.

- Jeg kan godt lide, at tøjet har en historie. At man kan finde en underlig jakke, der har tilhørt en kaptajn, og som måske har en eller anden betydning. Det er sjovt at snuse rundt og finde underlige sager, siger Nik, der sammen med Jannich Thomsen står bag hits som "Boing Boing" og "Lækker".

LÆS OGSÅ: Pop-dronning: Derfor hader jeg skønhedsidealer

I uægte pels til koncert

Det genbrugskøb, han husker mest tydeligt, er en uægte pels, som han tog på til en koncert med sin mor.

- Jeg måtte faktisk gå før koncerten sluttede, for den fældede helt vildt, og til sidst havde jeg så mange hår i svælget, at jeg nærmest ikke kunne trække vejret, griner han.

Musikeren er også selv bevidst om, at det tøj, han selv har ejet, men ikke længere bruger, sagtens kan bruges af andre.

Derfor går flere danskere uden at vide det i øjeblikket rundt i den populære sangers aflagte tøj.

- Jeg havde engang en drøm om, at jeg skulle have verdens største walk-in klædeskab. I dag har jeg det sådan, at for hvert stykke tøj, jeg anskaffer mig, skal jeg give to stykker væk. Jeg afleverer derfor ofte selv til både genbrugsbutikker og til Mændenes Hjem, fortæller Nik.

Magasinet "Stil" udkommer i et begrænset oplag, og kan hentes i Røde Kors-butikker over hele landet fra den 8. maj. Også Oh Land, Sarah Grünewald og Joey Moe har ladet sig forevige i genbrugstøj i magasinet.

LÆS OGSÅ: Clooney skal giftes

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.