Mystisk Netflix-serie fanger fra første øjeblik

Den overnaturlige serie er blevet sammenlignet med 'Twin Peaks' og 'Stranger Things' - og det er der god grund til.

- Vi ser tiden som lineær. At den fortsætter for evigt og er uforanderlig. I al evighed. Men forskellen mellem fortid, nutid og fremtid er ikke andet end en illusion. I går, i dag og i morgen sker ikke i ordnet rækkefølge, men er lænket sammen i en uendelig cyklus. Alt er lænket sammen.

Sådan starter Netflix' nye tyske seriesatsning, og allerede der står det klart for seerne, at det mystiske i høj grad er i fokus hos Baran bo Odar og Jantje Friese, bagmændene bag den omtalte 'Dark', der allerede var tårnhøje forventninger til inden premieren.

Herefter klippes der direkte til en mand, der hænger sig selv og efterlader en mystisk selvmordsbrev, og det bliver ikke mindre mystisk i de efterfølgende 51 minutter af det første afsnit, der blandt andet byder på to drenges uforklarlige forsvinden - den ene i skoven om natten, efter en gruppe unge har hørt et højt brag - samt fundet af en ukendt død dreng med et afbrændt ansigt.

LÆS OGSÅ: Var du vild med ‘Stranger Things’? Så skal du glæde dig til denne serie

Hurtigt står det klart, at der er stærke tråde mellem nutiden - 2019 - og 1986, men hvordan hænger det helt præcis sammen, og hvad er det egentligt, der sker i den tyske landsby Winden?

Serien er blevet sammenlignet med kultserien 'Twin Peaks' og Netflix-succesen 'Stranger Things' - og med god grund.  Der er ingen tvivl om, at Baran bo Odar og Jantje Friese er har fundet inspiration af begge serier, men det behøver ikke nødvendigvis at være en dårlig ting.

'Dark' fanger fra starten af, og på samme måde som 'Twin Peaks' og 'Stranger Things' er den mystisk på den irriterende måde, at det er svært at lukke ned, når Netflix så venligt lader det ene afsnit fortsætter efter det andet.

Du kan se alle ti afsnit af 'Dark' allerede nu på Netflix.

LÆS OGSÅ: Ny Shemar Moore-serie får dansk premiere