Familien Kildevæld (Foto: Krestine Havemann)
Familien Kildevæld (Foto: Krestine Havemann)

Mor til 'Topmodel'-vindere: Jeg er så stolt

Yvonne Kildevæld er en stolt mor til Sarah og Daniel, der begge har vundet 'Danmarks næste Topmodel'.

Tilbage i 2014 vandt den dengang 19-årige Sarah Kildevæld titlen som 'Danmarks næste Topmodel'. Det blev tredje gang, der blev lykkens gang for hende, da hun havde kæmpet for en deltagelse i programmet i tre år.

I år var det også en Kildevæld, der løb med sejren i modelkonkurrencen. Nemlig Sarahs 16-årige lillebror Daniel. Moren til de to 'Topmodel'-vindere, Yvonne Kildevæld, er meget stolt af sine to yngste børn.

- Det er jo helt vildt fantastisk, at de begge har vundet 'Topmodel'. Og også overraskende, vil jeg sige. Det er jo ikke noget, vi sådan lige har planlagt. Det er bestemt ikke os forældre, at de har det fra. Vi har skam ikke været modeller, siger Yvonne til Realtyportalen.dk og tilføjer:

- Men vi har jo altid sagt, at hvis de havde nogle drømme, så skulle de selvfølgelig følge dem op, og så ville vi altid støtte dem.

LÆS OGSÅ: ‘Topmodel’-vinder: Jeg har kæmpet i tre år

Daniel overraskede i høj grad

Sarah og Daniels forældre har altid støttet børnenes mål og drømme, og især Sarah har i mange år vidst, at hun gerne ville være model. At Daniel endte med at udleve samme drøm, kom dog lidt mere bag på forældrene.

- Sarah har jo altid ment, at modelverdenen har været meget spændende, helt fra hun var lille, og der har vi jo bare sagt, at hun bare skulle opsøge og prøve det af, og så skulle vi jo nok støtte hende i det, siger Yvonne og fortsætter:

- I forhold til Daniel har det været lidt mere en overraskelse. Han har først fået interesse for modelverdenen for ganske nyligt - faktisk siden Sarah vandt, har han fundet det spændende. Og Sarah har så skubbet lidt på i forhold til casting, hvor hun har sagt til ham, at han jo bare kunne prøve det af, og se om det var noget for ham. Og så fik han ellers blod på tanden.

Sarah og Daniel har også en ældre søster på 24 år, der dog ikke drømmer om at blive model.

Se galleriet af Sarah og Daniel øverst.

LÆS OGSÅ: Dagens ‘Topmodel': Daniel Kildevæld

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.