Mor Schmeichel: Jeg skal ikke til Qatar

Mor Bente Schmeichel skal ikke til Qatar og se fodbold.

Der er dømt fest i Det Kongelige Teater i aften, hvor 'Vild med dans' skal foregå i anledning af 'Knæk Cancer'. Derfor er også flere af deltagernes pårørende mødt op for at udvise deres støtte, og én af de første, der bliver mødt af pressen, er Bente Schmeichel, der selvfølgelig er her for at heppe på datteren, Cecilie.

Men selvom det er lillesøster Cecilie, der er aftenens hovedperson, så er der et VM i Qatar rundt om hjørnet, der gør, at snakken i stedet hurtigt falder på storebror Kasper.

LÆS OGSÅ: Vild med dans-deltager melder afbud

Kasper Schmeichel er nemlig at finde mellem stængerne, når Danmark spiller sin første kamp den 22. november mod Tunesien. Men når det hele går løs, så bliver det altså uden støtte fra mor Bente.

- Nej, jeg skal ikke derned. Jeg tænker ikke, at det er politisk korrekt at gøre, fortæller hun.

SE BILLEDET: Caroline Wozniacki har født en søn

Hun sætter også ord på, hvorvidt hun tror, at Cecilie vil tage turen ned til ørkenstaten.

- Det tror jeg bestemt ikke, så ville jeg have hørt om det, fortæller hun.

Hun understreger dog, at det intet har at gøre med, at hun ikke vil støtte sin søn.

- Jeg ville da elske at komme derned. Jeg har været til så mange slutrunder, også før han spillede, og før hans far spillede. Jeg har set landsholdsfodbold i 50 år.

LÆS OGSÅ: OL-guldvinder Pernille Blume stopper karrieren

Går ud over Cecilie

Bente får også at vide, at flere har kommenteret overfor Ekstra Bladet, at man skal lade være med at stemme på Cecilie, fordi hendes far skal til Qatar for at kommentere, men dette har hun ingen forståelse for.

- Det kan hun jo ikke gøre for, det er at blande tingene sammen, og det overrasker mig, hvis folk ikke kan skille tingene ad, fortæller Bente inden hun går ind i 'Det kongelige teater' for at se sin datter.

Du kan se 'Vild med dans' i aften klokken 20.00 på TV 2.

LÆS OGSÅ: Teitur slipper ikke: Skal betale for retssagen

LÆS OGSÅ: Lykkelige Geggo og Cengiz: Stor drøm går i opfyldelse