Modige Mary: Kæmper med tårerne

Kronprinsessen kæmpede i sidste uge for at holde tårerne tilbage ved tanken om sin afdøde mor.

Kronprinsesse Mary måtte tage flere pauser undervejs for at samle sig gennem sin bevægende tale ved 20-årsjubilæet for foreningen 'Børn, unge og sorg' i Skuespilhuset i København.

- Mange efterladte oplever at miste den tilværelse, de kender, og den person, de var, før dødsfaldet. I sorgen kan man miste sig selv. Men vi kan heldigvis gøre noget for at komme igennem vores sorg med troet på at livet igen vil blive helt, men på en ny måde, lød det fra Mary.

- Vi kender alle én, der har mistet. Jeg har selv mistet, og jeg er sikker på, at nogen af jer i salen i dag også har mistet. Vi kan ikke fjerne problemet. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, og vi kan ikke erstatte den mistede med en ny. Men jeg ved fra egen erfaring, at alle mennesker kan gøre en forskel for en partner, en ven eller et familiemedlem i sorg, fortsatte kronprinsessen.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel midt i succesen: Jeg har fundet ro

– For hver gang vi mindes eller taler om dem, vi har mistet, så hilser vi på, og vi fører den savnede med os videre i livet. Og dermed er der også en del af vores liv, der er forbundet med den afdøde, lød det fra Mary, der fra scenen måtte bede om et lommetørklæde (Foto: Lars E. Andreasen)
– For hver gang vi mindes eller taler om dem, vi har mistet, så hilser vi på, og vi fører den savnede med os videre i livet. Og dermed er der også en del af vores liv, der er forbundet med den afdøde, lød det fra Mary, der fra scenen måtte bede om et lommetørklæde (Foto: Lars E. Andreasen)

I en alder af kun 25 år mistede hun selv sin mor, Henrietta Donaldson, der døde i forbindelse med en hjerteoperation. En sorg, som Mary den dag i dag må bære med sig.

- Den største frygt hos mange efterladte er, at man glemmer den døde. Frygten for at den dødes udseende, stemme, personlighed, egenskaber viskes ud. Og det er tit større end smerten ved at mindes. Det kan jeg i hvert fald huske fra mig selv, da jeg mistede min mor, fortalte Mary og fortsatte:

- I en periode havde jeg svært ved at genkalde mig hendes billeder, hendes stemme, hendes varme smil. Midt i sorgen savner man, at ens omgivelser taler med én om tabet og sorgen. Også det kan jeg tydeligt huske. Men det er noget, vi har så meget brug for. Ofte resten af livet, lød det fra Mary.

Siden 2014 har kronprinsessen været protektor for 'Børn, unge og sorg', der hjælper børn og unge, der har mistet et nærtstående familiemedlem, eller som lever sammen med alvorligt syge forældre eller søskende.

LÆS OGSÅ: Så glade er de: Ulf Pilgaard viser kæresten frem

LÆS OGSÅ: Jens Jørn Spottag om fremtiden: Jeg bliver ved