Michelle: Adam ramte et personligt og svagt punkt

Michelle har forsøgt at lægge en hård barndom bag sig, men mødet med de thailandske børnehjemsbørn fik straks minderne frem.

Mødet med børnene på børnehjemmet, Rainbow House, vækkede stærke minder fra Michelles barndom. Den seje tøs blev tvangsfjernet som spæd, og boede på børnehjem til hun var seks år. De følgende 12 år brugte hun i en plejefamilie. Følelserne fra en turbulent barndom har hun forsøgt at lægge fra sig, men i 'Fristet' blev de med et vakt til live igen.

- Det var en stærk oplevelse at besøge børnehjemmet i Thailand. De følelser, jeg har kæmpet for at lægge bag mig, kom væltende tilbage. Følelsen af svigt!

LÆS OGSÅ: 'Fristet'-Michelle tog et minde for livet

Michelle var udmærket klar over, at Fristet er et hårdt koncept. Alligevel havde hun ikke forestillet sig, at der skulle køres på en barndom, hvor alkohol- og stofmisbrugere var de første bekendtskaber.

- Jeg havde aldrig forestillet mig, at Adam ville gå helt under huden på mig og køre på sådan et personligt og svagt punkt. Jeg har prøvet hele mit liv og lægge min sørgelige barndom bag mig, fortæller Michelle til Realityportalen.dk og uddyber, at det er derfor, hun reagerer så stærkt, da Adam rusker op i hendes fortid.

Kys, kram og kærlighed

Michelle og Amalie vælger begge at tage penge med ind til deres hold i stedet for at donere 20.000 kroner til børnehjemmet. En beslutning, der kan virke hård, men der ligger grundige overvejelser bag Michelles beslutning. Mens Michelle og Amalie sad og legede med børnene, der, trods deres motoriske handicaps, var utroligt livsglade, fik Michelle et flash back til sin egen barndom.

- Lige meget hvor meget legetøj man får lagt foran sig, kan det ikke gøre et barn lykkeligt. Man har nemlig brug for kys, kram og kærlighed, og det får man ikke på samme måde på et børnehjem. Jeg synes, det var smukt at se, hvor godt børnene havde det på Rainbow House. De manglede ikke noget, som man kan købe for penge, forklarer hun til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: Maria: Jeg stod ved mine principper

Derfor valgte hun at tage pengene med hjem til holdet. Havde børnene levet under andre forhold, hvor de ikke havde tøj og mad, havde beslutningen absolut været anderledes - så var der blevet doneret 20.000 kroner uden at tøve.

- Børnehjemmet, Rainbow House, var et dejligt sted. Børnene fik god mad tre gange dagligt, fik vasket tøj hver dag og havde en god hygiejne. De børn, der havde brug for kørestole, havde fine kørestole med disney-motiver. Alt i alt, manglede børnene ikke noget materielt. Det børnene havde brug for, kunne Amalie og jeg ikke give dem. Nemlig masser af kærlighed, siger Michelle til Realityportalen.dk.

Fremstår forkert

På Fristets Facebook-side er holdningen klar - børnene skulle have pengene! Kun enkelte kan forstå de to Fristet-pigers beslutning. Men som bekendt blev det ikke sådan, hvilket får folk til at rase.

- Michelle valgte mærkeligt nok penge til holdet. Troede ellers, hun havde fortrudt det med hundene. Og havde tænkt sig at være moralsk fra nu af :( Hun virker ellers meget følsom. Så det er ikke til at forstå! står der blandt andet på Facebook-siden.

Michelle er ked af den måde, hun kom til at fremstå på i tirsdagens afsnit, og derfor håber hun, at folk bedre kan forstå hendes beslutning nu.

- Puha. Dumme, dumme afsnit... Jeg vil meget gerne udtale mig, da jeg ikke føler, at mine tanker kommer fuldt ud til udtryk i programmet, sagde hun, da Realityportalen.dk kontaktede hende.

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.