Foto: Jeanet Rosenkjær Horstmann
Foto: Jeanet Rosenkjær Horstmann

Mascha Vang om vejen til karriere-kvinde: Hvad koster en billet til Beverly Hills?

Den populære blogger har altid drømt om at blive kendt, men med en opvækst i Nordjylland lå den drøm ikke først for.

Da Mascha Vang voksede op i Byrsted i Nordjylland og havde navnet Marianne, drømte hun om at udleve kendis-livet i Hollywood, fortæller hun i et interview med Eurowoman. I dag er målet ikke længere den amerikanske drøm, for hun nyder livet i København med job og familie.

- Jeg kommer aldrig til at bo i LA. Det er ikke det løb, jeg vil køre mere. Da jeg var lille, besøgte jeg København, gik på Strøget og syntes, det var stort. I dag har jeg kontor her. Når jeg har ventet en halv time på en parkeringsplads, så føler jeg ikke, at det er fedt, men når det hele flasker sig og kaffemanden vinker, så er jeg, hvor jeg gerne vil være, siger hun til Eurowoman.dk og fortsætter:

- Jeg kan rigtig godt lide at blive genkendt, det er trygt, det er ligesom, da jeg var lille i Byrsted. På den anden side af jorden, kan jeg godt føle mig lille, som om jeg forsvinder i mængden. Det er lidt skræmmende. Men København er blevet, som Byrsted var, jeg er bare der, hvor jeg gerne vil være som person. Men jeg tror ikke, Marianne havde regnet med, at Mascha reelt ville komme til at sidde lige her.

LÆS OGSÅ: Mascha Vang vil gerne kaldes blogger

Var klar til at rejse

I Byrsted levede Mascha et rigtigt familieliv med mor, far og bror indenfor hjemmets fire vægge, og bedsteforældrene indenfor en kort radius. Alligevel følte hun, at der manglede noget i hendes tilværelse. For Mascha ville være kendt.

- Jeg sneg mig over til naboen og lavede et kald på deres telefon, uden nogen så det. Så drejede jeg nummeret til lufthavnen og spurgte, hvad en billet til Beverly Hills kostede. Jeg havde set serien fra ende til anden, og det eneste, jeg ville, var at være pæn og komme i fjernsynet, fortæller hun til magasinet.

I 2000 indtog Mascha for første gang tv-skærmen, da hun var med i 'Villa Medusa'. Men det store gennembrud kom først i 2005, da hun var med i den første sæson af 'Paradise Hotel'.

LÆS OGSÅ: Mascha Vang har solgt Andreas Bo

Lever af at dele sit liv

I dag har Mascha skiftet 'Paradise'-rollen ud med titlen som blogger. Faktisk en af de mest populære i landet. På sin blog deler hun ud af sin hverdag både i form af billeder og tekst, og lysten til at dokumentere sit liv gennem billeder er intet nyt for Mascha.

- Min morfar var sådan en, der filmede alt, og det er jo så pinligt den dag i dag at se, at jeg som fireårig ikke ville have andre børn med på optagelserne, når jeg cyklede eller gyngede. Hvis min kusine kom og ville være med, så gik jeg demonstrativt væk – "kom morfar – og så gik vi et andet sted hen og filmede mig, afslører hun.

I dag er Mascha mor til datteren Hollie Nolia, som hun har med racerkøren Nicolas Kiesa. De gik dog fra hinanden et par måneder efter, at Hollie Nolia blev født. Og i dag er hun kærester med komiker Andreas Bo.

Du kan læse hele artiklen hos Eurowoman.dk

LÆS OGSÅ: Mascha Vang om bloggen: Derfor ruller pengene ind

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.