Mads efter '6 Chair': Derfor slog det klik for mig

Mads Moldt var den sidste i rækken, der i lørdagens 'X Factor' aften gik på scenen for at kæmpe for en plads videre til bootcamp. Her gjorde han i den grad indtryk med sin optræden.

Mads Moldt fra Frederikshavn slog benene væk under dommerne, da han som den sidste gik på scenen i '6 Chair Challenge' og snuppede stolen fra Noelle. Nu fortæller han, at nerverne havde fyldt en del i alle timer frem til, at han skulle på scenen, men at der skete noget med ham, lige i det han trådte ind foran dommerne.

LÆS OGSÅ: Jackie og Janni afslører: Hun skal være den nye frue

- Jeg havde været spændt og nervøs hele dagen, og så kunne jeg jo godt mærke, at da det lige pludselig blev min tur, så skete der et eller andet, og jeg blev lidt anspændt og nervøs. Men da jeg så trådte ind på scenen, og allerede inden jeg trådte ind, kunne jeg høre publikum begynde at klappe, og så slog det klik for mig. Så kom jeg i den her performer-tilstand, husker Mads, der fredag den 28. januar kunne fejre sin 16-års fødselsdag.

Han høstede store ord hos dommerne, og blandt andet sagde Blachman, at Mads havde reddet hans aften og hele 'X Factor'-sæsonen. Det gjorde indtryk, at ordene kom fra netop Thomas Blachman, og selvom Mads ikke som sådan havde håbet på én bestemt dommer, så blev han glad for Blachman, da han har set ham som 'X Factor'-dommer siden barndommen.

LÆS OGSÅ: 'Årgang 0'-deltager klar som 'Vild med dans'-vært

Mads har i det hele taget beskæftiget sig med musik, siden han var helt lille. I dag er han inspireret af Kanye West, Frank Ocean og Tyler, The Creator. Men til at begynde med, var det hos en anden stor herre, han fandt inspiration.

- Det er kommet lidt naturligt, fra jeg var helt lille og hørte Kim Larsen. Jeg kunne bare godt tænke mig at synge og har øvet mig og er blevet bedre og bedre. Så begyndte jeg senere at gå til noget musik- og sangundervisning og fortsatte med at blive bedre, siger han.

For tiden går Mads i 9.klasse og herefter er planen at begynde på Klejtrup Musikefterskole, hvor Lucca Dahl Nordlund fra sidste års 'X Factor' desuden går nu.

LÆS OGSÅ: 'Løvens hule’-succes lagt for had: Vi fortsætter