'Luksusfælden'-Kasper: Sådan går det i dag

Kaspers storebror var ikke den støtte, som han havde håbet på.

En skilsmisse og tilværelsen som arbejdsløs påvirkede ikke Kasper Winther Nielsens økonomi på en god måde. Derfor valgte den 34-årige fyr fra Hillerød at melde sig til 'Luksusfælden'. Eksperterne kunne ikke forhandle fordelagtige aftaler på plads for Kasper, selvom han havde håbet på det, erkender han.

- Min økonomi er stadig den samme. Jeg har dog betalt to af mine mobiler ud, og to andre sager er på vej. Så det går langsomt i den rigtige retning, siger Kasper til Realityportalen.dk.

Det er særligt Kaspers høje husleje, som er et problem for økonomien. Efter skilsmissen var han i akut boligmangel, og derfor takkede han ja til den dyre husleje. Men Kasper leder efter en ny lejlighed, hvor der er plads til hans børn.

LÆS OGSÅ: 'Luksusfælden'-par erkender: Forbruget havde taget overhånd

Skuffet over broren

Kasper bror Claus, 46, tonede også frem på skærmen, da Kasper fik hjælp af 'Luksusfældens' eksperter.

- Jeg valgte at have ham med, fordi han skulle støtte mig i programmet. Men i stedet starter han med at vende øjne af mig og kritisere mig, fordi han ikke tror, at tingene bliver bedre. Min bror har generelt lav tiltro til mig, siger han og tilføjer:

- For mit vedkommende så går tingene fremad. Jeg er i job, og jeg har fået styr på nogle af lånene. Enkelte er betalt ud, mens andre er på vej.

LÆS OGSÅ: 'Luksusfælden' søger deltagere

Bekymret for sammenklipningen

Det er grænseoverskridende at dele sin økonomi med TV3's seere, men ønsket om at få styr på kroner og ører afgjorde, at Kasper takkede ja.

- Jeg var selvfølgelig bekymret for, hvordan jeg ville blive fremstillet. Der er da også enkelte ting, der er klippet sammen på en anden måde, end de blev sagt på og i en forkert rækkefølge, fortæller Kasper.

Generelt er han tilfreds med sammenklipningen.

- Men der var et klip, hvor jeg bliver spurgt, om jeg er klar til at gå i krig og ændre tingene. Mit rigtige svar var "ja, det er jeg", men i stedet bliver der klippet over til et svar omkring bolig, hvor jeg siger, at der er mange ting i mine overvejelser omkring det hele.

LÆS OGSÅ: Kristina fra 'Luksusfælden': Taler ikke med søsteren

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.