‘Luksusfælden’-deltager: Eksperterne undskyldte bagefter

Nogle gange tænker eksperterne mere på seerne end deltagerne. Det fortæller Jasmin fra sæsonafslutningen, som i dag har fået vendt sit liv helt om af programmet.

Af Lykke Buhl - 13. april 2021 kl. 20:59

25-årige Jasmin fra Søborg og hendes to-årige søn har bestemt nydt godt af at have haft ‘Luksusfælden’ på besøg. Derfor prøver Jasmin at lade være med at tænke for meget på, at det hele nu har været i tv.

– Man udstiller sig selv på en måde, som man ellers ikke ville gøre. Lige pludselig kender hele Danmark jo til min økonomiske situation, og det er ikke længere denne her private ting, som det jo ellers er. Man kan pludselig mærke, at man selv bliver blottet, så det har været super grænseoverskridende, men det har jo også hjulpet mig en del, så i bund og grund er jeg bare glad for, at jeg valgte at gøre det, slår Jasmin fast overfor HER&NU.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager chokerer: Har optaget lån HVER uge i et år

Generelt er hun også tilfreds med det, som de fire optagedage sammen med eksperterne er blevet kogt ned til. Men alligevel har det været tydeligt for hende, at ‘Luksusfælden’ stadig er et realityprogram.

– Man kunne godt mærke på eksperterne, at meget af det jo også er for tv’ets skyld. Jan var på et tidspunkt meget efter min mor, og dagen efter hev han fat i hende og sagde, at han syntes sgu, han var lidt grov mod hende dagen før, og det var han altså ked af, og han håbede ikke, det var for slemt. Så man kan godt mærke, at det ikke er lige sådan, de bare normalvis er overfor andre mennesker, det er meget opstillet også. De er egentligt meget flinke ellers, forklarer Jasmin med et grin.

Jan var særligt efter Jasmin og hendes mor Charlotte, fordi Charlotte havde optaget et lån for at Jasmin kunne købe nye møbler

Jan Swyrtz og Sesilie Munk Stenderup i ‘Luksusfælden’ sæsonafslutning (Foto: TV3)

LÆS OGSÅ: 5 ting, du ikke vidste om ‘Luksusfælden’

Fik vendt den onde cirkel

Selvom eksperterne talte lidt hårdt, så var det også med til at give det spark bagi, som Jasmin havde brug for. Hun stod med en gæld på knap 250.000, som havde hobet sig op, efter hun sidste år flyttede fra sin søns far. Samtidig med en skæv start på jobbet som 14-dages lønnet maler, manglede hun penge til månedens udgifter og endte med at tage et lån.

Men lånet viste sig ikke at kunne række, så Jasmin forhøjede det, og pludselig var der flere penge, der skulle betales tilbage. Så Jasmin tog endnu et lån for at betale lånet af, og en ond cirkel opstod. Men i dag er Jasmin lykkelig for, at eksperterne fik sat en stopper for cirklen, og i stedet fik vendt den, så hun nu betaler virkningsfuldt af på sin gæld – som i dag er små 40.000 kroner mindre.

LÆS OGSÅ: UH! Umut og kæresten deler glædelig nyhed

Ikke mindst overholder Jasmin stadig sit nye budget, selvom hun godt kan rykke lidt rundt på, hvad pengene bruges på hver måned. Hun skriver nemlig alt ned, hun bruger penge på – og så er hun blevet god til at undgå de spontane fristelser og i stedet spare op.

– I de fleste tilfælde er det jo noget, der godt kan vente, så er det jo bare fordi, man har den tanke om, at man virkelig gerne ville have det nu. Jeg skal bare lige bruge fem minutter ekstra og genoverveje det med sig selv, forklarer Jasmin om sin nye strategi.

Herunder kan du se klippet, hvor eksperterne viser Jasmin hendes nye budget

LÆS OGSÅ: ‘Paradise Hotel’-par i chok

Jasmin bor stadig i lejligheden i Søborg med sin 2-årige søn, og hun kan nu endelig se sin drøm om et hus med have, hvor sønnen kan boltre sig, rykke nærmere. Hun har dog slået koldt vand i blodet og har selv sat en tidsramme på tre år – knap et år længere end eksperterne – for hvornår hun skal være blevet gældfri og dernæst husejer.