Lige før finalen: Rikke ude af 'Den store bagedyst'

Der var udsigt til tre finalepladser, og Rikkes sidste kage fik rosende ord. Desværre var det ikke nok til at blive i bagekonkurrencen.

Om det skyldtes, at 31-årige Rikke Baum fra Skive ikke havde kogt sin karamel længe nok, er ikke til at vide, men i hvert fald blev det hende, der denne lørdag blev sendt ud af 'Den store bagedyst'.

- Det var virkelig en ambivalent følelse at ryge ud. På den ene side var det træls, men på den anden side var det befriende at kunne være sammen med min familie igen uden konstant at have hjernen fyldt med kreative tanker og kage. Men jeg ville da gerne have oplevet hele pakken og have prøvet at bage alle kagerne, siger hun til Realityportalen.

Til gengæld har Rikke fået en masse sjove oplevelser og nye venskaber, for hun har stadig kontakt med alle 'Bagedyst'-deltagere, og hun ses med Victoria, da de bor tæt på hinanden.

LÆS OGSÅ: Kan du genkende 'Den store bagedyst'-Mia fra reality-program?

Anden gang 'Bagedysten' siger farvel

Den storsmilende bageentusiast har før prøvet at være tæt på et mål, men hvor 'Bagedysten' afgjorde skæbnen. Hun har nemlig én gang før meldt sig til konkurrencen, og der var hun blandt de sidste 20, men blev så sorteret fra.

- Jeg er meget glad for, at jeg ikke kom med dengang. For jeg synes, at det i år har været meget hårdt at være væk fra min familie. Og da jeg meldte mig for 2 år siden, var Holger kun 6 måneder gammel. Det er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde til, siger hun.

LÆS OGSÅ: Asta og Oscar svarer på kæreste-rygter

Gravid under optagelserne - uden at ane det

Konkurrencen strækker sig over onsdag og torsdag, så deltagerne kan holde til det i længden og også har en weekend, hvor de hverken skal arbejde eller knokle i bageteltet. For Rikke blev weekenderne dog ikke brugt på afslapning.

- Jeg bagte til meget sent på aftenen, og jeg tænkte, at det var derfor, jeg var mere træt, end jeg plejer at være. Jeg var så fokuseret og fordybet i konkurrencen. Så måske var det grunden til, at jeg ikke lagde mærke til de signaler, som min krop sendte mig.

Få dage efter dommerne sagde farvel, fandt Rikke ud af, at hun var gravid.

- Først der begyndte jeg at genkende nogle følelser, som jeg også havde i min første graviditet. Faktisk var jeg halvanden måned henne, siger Rikke, der skal have en lille pige med navnet Solveig til januar.

LÆS OGSÅ: Her er alle deltagerne i 'Den store bagedyst'

Griner også når det går i kage

Bagedyst-deltageren har udelukkende haft en positiv oplevelse med at se sig selv i konkurrencen lørdag efter lørdag, og hun kan sagtens genkende sig selv i bageprogrammerne.

- Alle deltagere og produktionen så det første afsnit sammen. Jeg tror, det var en måde, hvorpå produktionsholdet kunne vise os, at de har klippet det sammen sådan, at de også turde se os i øjnene bagefter, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: ‘Vild med dans’-hunk scorer stort TV2-job

Og har man fulgt med i konkurrencen, så kender man Rikke som en smilende, positiv person - også når moussen skiller og chokoladen knækker.

- Jeg griner også, når jeg er usikker eller presset og har et grin, der passer til alle følelser. Det er min måde at reagere på. Men jeg håber ikke, at man opfatter det sådan, at jeg ikke går op i det, jeg laver. For det gør jeg virkelig, siger hun.

Hvor meget hun skal bage i fremtiden, har hun ikke taget stilling til. Men der har allerede været flere bageprojekter i kalenderen, siden Rikkes intense kage-kapitel sluttede tilbage i juni.

LÆS OGSÅ: AFSLØRING! Kesslers vilde rekordløn: Tjener kassen på ‘Vild med dans’