L.O.C: Jeg har lært noget om kærlighed

Der er otte år imellem og en verden til forskel på to sange med kærlighedstema, som rapperen L.O.C. står bag i solo-regi.

Han var midt i 20'erne, da rapperen Liam O'Connor i 2006 skrev nummeret "Du Gør Mig". I sangen, der blev et stort hit, beskriver rapperen, hvordan hans udkårne får ham til at føle sig hel.

Men i virkeligheden skulle der gå en del år, før den følelse for alvor fik lov at bundfælde sig hos den populære rapper. Det var nemlig først senere, da han mødte tv-værtinden Christiane Schaumburg-Müller, at han for alvor forstod, hvad kærlighed i virkeligheden indebærer.

- Dengang, jeg skrev "Du Gør Mig", havde jeg en teenagers syn på dét at være forelsket, selvom jeg var midt i 20'erne. En slags forhåbning om, at det, jeg sang om, vel var sådan, jeg havde det, fortæller rapperen.

LÆS OGSÅ: L.O.C. og Burhan G. i vildt musikalsk samarbejde

- Jeg var i et forhold, da jeg skrev den, og den handler lige meget om ønsketænkning, som den handler om hende, jeg var sammen med. Hun er en fantastisk pige, men jeg ville gerne føle mig helstøbt, siger han og uddyber:

- Vi har alle sammen taget os selv i at sige noget kvalmt til en eller anden, hvor man bagefter tænker "Ej, sagde jeg lige det?!" Det var et forsøg på at gå hele vejen med det og beskrive, hvad det er, man søger i den der jagt på tosomhed. Og det er jo noget med at være helstøbt, fortæller rapperen.

LÆS OGSÅ: L.O.C's satsning: Tager rapper under vingerne

Nyt hit inspireret af bryllupstalen

Nu - otte år senere, er han aktuel med singlen "Paradis Brænder". En sang, der som den første i rapperens solokarriere siden "Du Gør Mig", kredser om kærligheden. Sangen blev til i forbindelse med den bryllupstale, rapperen skrev til Christiane Schaumburg-Müller, som han for knap to år siden gjorde til sin kone.

- Kærlighed blev for mig - fra et personligt synspunkt - spændende at skrive om igen. Jeg havde skrevet en bryllupstale, hvor det kom til udtryk, at jeg ville brænde paradis af og løbe derfra. Med kærlighed er det jo sådan, at vi vægter, hvor meget den betyder i, hvilke fucked-up ting, vi vil gøre for den, siger rapperen.

LÆS OGSÅ: Christiane: Drop ligestillings debatten

Har fundet ud af, hvad der betyder noget

Selv kan han se en forskel mellem den Liam O'Connor, der skrev "Du Gør Mig", og den udgave af ham, der har formuleret teksterne i "Paradis Brænder".

-I de to sange ligger forskellen mellem teenagekærlighed og et voksent menneske, der sidder med hele ansvaret og viden om det. "Du Gør Mig" handlede bare om følelser, hvor "Paradis Brænder" handler om alle de lag, der er kommet til i de år, der er gået for mig. Jeg har fundet ud af, hvad der rent faktisk betyder noget, siger han.

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.