Kongehusets historiske beslutning: Dropper ECCO

På trods af et godt samarbejde er kongehuset nødt til at droppe ECCO.

Efter mange års tæt parløb skilles vejene nu for kongehuset og ECCO. Den danske virksomhed mister prædikatet kongelig hofleverandør, som den har haft siden 1991 og fået forlænget hvert femte år.

– På baggrund af en samlet vurdering af ECCO er det blevet besluttet, at virksomheden med virkning fra 16. april næste år ikke længere kan benytte prædikatet kongelig hofleverandør, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til Berlingske.

SE BILLEDERNE: Prins Gustav og prinsesse Carinas romantiske bryllup

Det sker, efter den sønderjyske skogigant har fortsat sin tilstedeværelse i Rusland efter den russiske invasion af Ukraine, der ellers har fået de fleste andre danske virksomheder til at trække sig ud.

ECCOs administrerende direktør, Panos Mytaros, sagde i marts, at man bliver i Rusland af hensyn til de ansatte i de 250 russiske butikker.

Kongefamilien og familien Toosbuy Kasprzak, der ejer ECCO, har gennem årene fået nære bånd. ECCO-grundlæggeren, Karl Toosbuy, stillede sig i 1995 i spidsen for indsamlingen af en folkegave til istandsættelse af Schackenborg i Møgeltønder.

LÆS OGSÅ: Marselisborg Slot bliver renoveret for 40 millioner

I 2014 købte ECCO Holding A/S slottet sammen med Bitten og Mads Clausens Fond og Ole Kirk’s Fond for 100 millioner kroner og driver det i dag gennem Schackenborg Fonden.

Efter Karl Toosbuys død i 2004 overtog Hanni Toosbuy Kasprzak firmaet, og hun har siden været inviteret til private fester som bryllupper, barnedåbe og fødselsdage i kongehuset.

LÆS OGSÅ: Kronprinsfamiliens svære valg: Vildt opgør

I 2020 blev hun af prinsesse Benedikte hædret med Lis Hartels mindepris for sin støtte til dansk dressursport gennem mange år.

I en kort kommentar siger ECCO, at de tager kongehusets beslutning til efterretning og ikkehar yderligere at tilføje.