'Den store bagedyst' (Foto: DR1)
'Den store bagedyst' (Foto: DR1)

Nu kommer den nye sæson af 'Bagedysten': Det kan du glæde dig til

Der venter en masse godt, når ti amatørbagere inden længe kaster sig ud i kage-eventyret.

Den 4. oktober vender DR tilbage med en helt ny sæson af 'Den store bagedyst'. Ti amatørbagere kaster sig igen ud i store kage-udfordringer, hvor de skal forsøge at imponere både dommere og seere med deres bageevner.

De ti nye amatørbagere er mellem 20 og 60 år og kommer fra alle dele af landet. Fælles for dem er naturligvis deres store kærlighed til bagning og bagværk, skriver DR i en pressemeddelelse.

Den 59-årige bedstemor Rosa bager med sine børnebørn, som elsker hendes kager. 21-årige Kirsten får blandt andet sin inspiration, når hun roder med sin folkevognsboble i garagen. 27-årige Nip bager næsten hver dag, hvilket spreder stor glæde i studiegruppen. 30-årige Jacob elsker at rejse og opdage nye, spændende madvarer. Han kan finde på at rejse til et nyt land, bare for at gå på opdagelse i det lokale supermarked.

LÆS OGSÅ: Ny ‘Bagedyst’-dommer afslører: Her er min favorit-deltager

Masser at glæde sig til

Og der er masser at glæde sig til, når programmet vender tilbage om godt to uger. Der venter nemlig både nye deltagere og to nye dommere, Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.

- Jeg glæder mig til, at seerne skal lære de 10 nye deltagere at kende – de er fantastiske. Vi har endnu engang fundet 10 nye, skønne personligheder, der repræsenterer danskerne på kryds og tværs, og jeg er sikker på, at alle vil finde én, der er deres favorit, og som de vil holde med i programmet, siger Søren Olsen, der er redaktør på ’Den store bagedyst’, i pressemeddelelsen.

- Seerne kan i særdeleshed glæde sig til at møde de nye dommere – to meget kompetente mennesker med egen stil og egne meninger om, hvordan kager og brød skal være. Katrine har jo en mangeårig konditorbaggrund og Markus en baggrund som bager og dessertkok.  Og så er han tysker, hvilket ikke går upåagtet hen i programmet, og som han selv har en utrolig humoristisk tilgang til. Det, at han kommer fra en anden kultur, afspejler sig desuden i den måde, han ser på kager på, hvilket bliver spændende og nyt, fortsætter Søren Olsen.

LÆS OGSÅ: WOW! Så meget har ‘Bagedyst’-Ditte tabt sig på 10 uger

Her er alle deltagerne:

Anton Dahl Grue, 20 år, Lyngby

Nicolai Mouritzen, 43 år, Hellerup

Jesper Søvndal, 28 år, Kolding

Kirsten Jazmin Thur, 21 år, Odense

Nipuni Julie Jakobsen, 27 år, Aarhus C

Rosa Christensen, 59 år, Glyngøre

Anam Akhtar, 28 år, København NV

Lisette Toth Larsen, 35 år, København Ø

Jacob Lund Hjort, 30 år, København Ø

Andrea Søllested, 50 år, Næstved

LÆS OGSÅ: Smukke’ Bagedyst’-Ditte fik sin Marck

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.