Lene Beier på hospitalet efter grimt uheld
Tv-værten frygtede, at hun havde brækket ryggen.
I starten af september rykkede Lene Beier og familien til Østrig for at få klargjort det 1700 kvadratmeter hotel i alperne, som de købte tidligere på året, og som hende og manden Anders Beier selv vil drive.
LÆS OGSÅ: "Robinson"-stjerne gift: Tog fusen på gæsterne
I august åbnede de for bookinger, og om to måneder fra nu skal hotellet stå klar til at byde de mange gæster velkomne på de 18 værelser i de idylliske omgivelser.
Men helt smertefrit går det dog ikke frem til åbningen. Lene har nemlig været i et noget så smerteligt uheld.
Det deler tv-værten i en række Instagram-stories fra hotelsengen, hvor hun nu ligger for anden dag i træk.
- I går præsterede jeg, simpelthen at falde ned ad trapperne. Jeg havde glatte uldsokker på og ville samle vores kat op, og så glider jeg - eller jeg ved ikke, hvad der sker, jeg er i hvert fald uopmærksom. Totalt min egen skyld. Og så falder jeg ned af trappen og rammer med det øverste af ryggen på trappetrinnene og falder ned på gulvet og får luften slået fuldstændig ud af lungerne, fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Mathias Helt scorer vildt værtsjob
"Landmand søger kærlighed"-værten kunne slet ikke trække vejret og måtte derfor en tur på hospitalet.
- Heldigvis er de rigtig grundige og undersøger mig for alt muligt - ultralyd, scanninger, blodprøver, urinprøver, alt - for at finde ud af, at jeg ikke har brækket noget eller slået hovedet eller fået indre blødninger, men at jeg bare har trykket fem ribben i toppen af venstre side. Det gør så djævelsk ondt, fortæller Lene, der selv forventede det værste:
- Jeg er stadig heldig og meget taknemmelig for at det ikke gik værre. Da jeg lå på gulvet, troede jeg, at jeg havde brækket ryggen. Det har jeg heldigvis ikke.
Dårlig timing
Ifølge lægerne kommer hun til at have ondt i tre uger, og tv-kendissen har svært ved både at ligge, gå, stå og sågar grine.
- Det er noget lort, for i dag er der to måneder til, at vi skal åbne, og der er meget, der skal gøres. Jeg skulle have været hjemme i Danmark i går på arbejde og pakke nogle af vores ting sammen, men vi finder en måde at løse det på, afslutter hun.
LÆS OGSÅ: Søs Egelind har overlevet kræft to gange: Vi skal ikke udsætte noget